Gå til hovedindhold

​​​​​​

”Jeg er ikke sikker på, at de selv er klar over, hvor stor en forskel de har gjort”

​​Mød de nominerede til Omsorgsprisen – del 2: Et afsnit og to enkeltpersoner er de sidste tre ud af seks nominerede.

- Er der lige nogen, der kan finde Zenia? Hun er måske hos en patient…

Efter lidt eftersøgning er de fleste medarbejdere fra Håndterapien under Afdeling for Fysio- og Ergoterapi samlet i frokoststuen.

Afsnittet er indstillet til Omsorgsprisen af en patient, der skriver:

"Min dreng har været i et langt forløb med genoptræning af sin finger og blev genopereret. Zenia kom selv og spurgte, om hun måtte deltage i hans operation, så hun kunne sikre den bedste behandling efterfølgende, hvilket gjorde det ekstra trygt for os. De er altid glade og smilende, og sørger for at holde en god stemning, også selvom det ikke er så sjovt. Særligt ikke efter så lang tid, når man kun er 12 år."

En anden patient skriver om afdelingen:

"Jeg er ikke sikker på, at de selv er klar over, hvor stor en forskel de har gjort. Uden dem ville jeg på ingen måde have haft det samme mod og den samme vilje til at kæmpe mig igennem min skade og genoptræning."

Fra venstre: Ergoterapeut Sara Hvid Lauerberg, fysioterapeut Elena Gomez Vivas, ergoterapeut Cecilie Duun Madsen, fysioterapeut Zenia Kihlstrøm Rohr og ergoterapeut Steffen Forchhammer. Derudover er sekretær Kani Kbiri og ergoterapeut Gitte Sørensen også en del af Håndterapien. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

De små ting, ​der skaber en tryg oplevelse for patienten

Det er en både glad og rørt sygeplejerske, Lucy Svendsen, der bliver overrasket blandt sine kolleger i det fælles kontor på Neurologisk Afdeling. Her er den tidligere pårørende Lone Rohrberg mødt op for at overrække buketten. I sin indstilling af Lucy til Omsorgsprisen har hun skrevet:

"Lucy har udvist en enorm empati og skabt et trygt forløb for de pårørende i en svær tid, hvor hun har været utroligt omsorgsfuld og samtidig udvist en høj faglighed. Hun har øje for de små detaljer og tager sig altid den ekstra tid, trods travlhed, til at tildække både kateterpose og sugeglas, ligesom hun giver sig tid til at sige farvel ved hvert eneste vagtskifte."

Afdelingsledelsen skriver om Lucy:

"Lucy skaber gode patientoplevelser, der er karakteriseret ved omsorg og omhu. Hun har blik for de små ting, der skaber en tryg oplevelse for patienten. Hun er stærk fagligt, god til at samarbejde og en tydelig rollemodel for sine kolleger."​

- Lucys omsorg betød alt for os, da min mand var indlagt på Neurologisk Afdeling, fortæller Lone Rohrberg. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

"Han har grebet os, når tankerne var mørkest"​

Neonatallægernes morgenkonference på Børne- og Ungeafdelingen er i gang, da overlæge Bo Mølholm Hansen bliver overrasket af moderen til et barn, der har været indlagt.

Hun skriver i indstillingen:

"En enormt grundig, empatisk og tryg neonatallæge. I hele vores forløb har hans informationsniveau været ekstremt højt, hans tid var aldrig begrænset, og han har vist ekstraordinær empati for nogle, han som sådan ikke kender. Han skaber håb, men er realistisk, og han har grebet os, når tankerne var mørkest."​

Se Bos reaktion på nomineringen (1 min.)​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden