I motiveringen lagde dommerkomitéen blandt andet vægt på, at afdelingen formår at rumme både patienter og pårørende på en imødekommende, nærværende og dedikeret måde. Behandlingsområdet hos Neurologisk Afdeling spænder vidt og rummer komplekse diagnoser, der på et øjeblik kan forandre en hel familie. Derfor er det så afgørende, at de pårørende er med i behandlingen. Det kan Neurologisk Afdeling og derfor har de vundet prisen.
- Vi er glade og stolte. Det er den største anerkendelse, man kan få. Det er jo det, vi er her for. Vi vil alle sammen gøre en ekstra indsats og når det lykkedes, bliver vi glade, siger ledende overlæge Kai Jensen
- Det er medarbejdernes pris og vi glæder os til at dele nyheden med dem, supplerer ledende terapeut Lisbet Ærø Lind
Det er en kompetent gruppe, der sidder i dommerkomitéen. Komitéen består af direktøren for Dansk Selskab for Patientsikkerhed Inge Kristensen, direktøren for Danske Patienter Morten Freil, formand for Røde Kors Hillerød Bent Kaufmann, pårørenderepræsentant Lotte Fonnesbæk, patientrepræsentant Michelle Felby-Olsen og hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.
Fakta om prisen
Patienternes Pris er uddelt siden 2014 på Nordsjællands Hospital og prisen består af 20.000 kroner, der skal gå til at forbedre oplevelsen for patienterne i afdelingen endnu mere.