- Vi vil kendes for en høj patienttilfredshed her på Nordsjællands Hospital. Det arbejder vi målrettet på hver dag og på tværs af hele hospitalet, og derfor er jeg meget glad for, at vi er lykkedes med at give endnu flere patienter grund til at svare, at de er tilfredse, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.
Den nye tilfredshedsmåling viser, at hele 86 procent af planlagt indlagte patienter alt i alt er tilfredse i høj eller meget høj grad. Det er en fremgang på 6 procentpoint i forhold til sidste år.
I undersøgelsen har patienter på tværs af fem kategorier svaret på 48 spørgsmål, og Nordsjællands Hospital kan konstatere fremgang på 19 spørgsmål og glæde sig over, at der ikke er tilbagegang på nogen af spørgsmålene sammenlignet med året før.
Mere inddragelse
Patienterne har blandt andet svaret på, om de har været med til at træffe beslutninger om deres undersøgelser eller behandlinger i det omfang, de har haft behov på det. På hospitalsniveau er tilfredsheden med inddragelsen steget med fem procentpoint i forhold til sidste år for de planlagt indlagte patienter.
- Patienternes svar signalerer til os, at vi kan løfte tilfredsheden ved at lytte til den enkeltes ønsker og behov. Det er helt sikkert noget, som vi vil blive ved med at fokusere på, uddyber Bente Ourø Rørth.
Forbedringer på tværs
På tværs af hele hospitalet har Nordsjællands Hospital gennem længere tid haft fokus på at give patienterne den bedst mulige oplevelse. Den samlede tilfredshed er da også steget for langt de fleste patientkategorier på tværs af hele hospitalet.
- Vi har indført velkomstposer på alle sengeafsnit, hvor der er praktisk information og småting, man kan have brug for under indlæggelsen. Der er ris og ros-kort, hvor patienterne fortæller om deres oplevelser og ønsker, som vi bruger til at skabe lokale forbedringer. Derudover har vi fokus på systematisk at lytte til hver patients behov. Her sikrer vi, at vores behandlingstilbud passer til patientens ønsker og livssituation, og at vi ikke overbehandler, uddyber Bente Ourø Rørth.
Hverdagens handlinger gør en forskel
- Vi har en høj ambition om at have de mest tilfredse patienter i landet, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi rykker os fremad på hospitalsniveau. Hver eneste medarbejders handlinger i hverdagen gør en forskel, og der er ingen tvivl om, at afdelingernes mange initiativer det sidste år har haft en positiv effekt, slutter Bente Ourø Rørth.