Gå til hovedindhold

​​Bjørn Lindvang er oversygeplejerske i Akutafdelingen og bliver leder af akutsygeplejen, når hospitalet overtager funktionen fra kommunerne. I øjeblikket er han på rundtur for at møde de kommende medarbejdere: ”Vi skal fortsat arbejde for at forebygge unødvendige indlæggelser og være med til at sikre den rette behandling på det rette sted. De endelige rammer er endnu ikke på plads, men retningen og den faglige kerne i opgaven bliver den samme”
Foto: Anders Rasmussen

Her skal den kommende akutsygepleje have base

​Når Nordsjællands Hospital efter nytår overtager ansvaret for den kommunale akutsygepleje, bliver opgaven samlet på fire adresser, der skal dække de otte kommuner i Nordsjælland. 

Fra 1. januar overgår driften af kommunernes akutsygepleje til regionerne og for de otte kommuner i Nordsjælland betyder det, at Nordsjællands Hospital overtager ansvaret og opgaverne, der før har ligget i hver enkelt kommune.

Akutsygeplejens rolle og funktion vil i store træk være den samme i forhold til de nuværende opgaver, og funktionen vil også fremover være udkørende. 

Akutsygeplejen får base på fire centrale adresser, der tilsammen skal dække de otte kommuner i hospitalets optageområde.

- De fire baser vil blive bemandet med faste medarbejdere og vil dække et fast område, så vi både sikrer en robusthed og et lokalkendskab i funktionen, der skal arbejde tæt sammen med både de lokale praktiserende læger og de kommunale tilbud som sygepleje, hjemmepleje og plejehjem, siger vicedirektør Pernille Welinder.

De fire baser kommer til at ligge i Helsingør Sundhedshus, Østergården i Frederikssund, Østergade i Helsinge samt i tilknytning til sundheds- og omsorgspladserne på Milnersvej i Hillerød. 

Fart på reformarbejdet

Med de fire fysiske adresser på plads kommer der nu endnu mere fart på det øvrige arbejde med at gøre akutsygeplejen klar til årsskiftet.

- I øjeblikket venter vi på de nationale kvalitetsstandarder for akutsygeplejen, der beskriver de nøjagtige rammer for indsatsen. I mellemtiden er der rigeligt med andre opgaver at tage fat på sammen med både kommuner og de praktiserende læger, så vi er klar til en ny og spændende opgave fra 2027, siger Pernille Welinder.

Hospitalets nuværende tværsektorielle udkørende team (TST) sammenlægges med den nye akutsygeplejefunktion fra 1. januar 2027. Akutsygeplejen fordeles i de fire teams i Helsinge, Helsingør, Hillerød og Frederikssund og er organisatorisk forankret i Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital.


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden