Dagens avis, en fransk hotdog eller en kold cola på en sommerdag. Hospitalskiosken er for mange et kærkomment afbræk under en indlæggelse, et besøg eller måske en travl arbejdsdag. Fra marts 2024 bliver sortimentet udvidet og hele købeoplevelsen får et løft, når 7-Eleven overtager driften af kiosken i Hillerød. I dag drives kiosken af Facility Management, Køkkenet.
- Det har aldrig været en del af hospitalets kerneopgave at drive kiosk, men den har stor værdi for vores patienter, besøgende og personale, og derfor glæder vi os over, at vi har indgået et samarbejde med 7-Eleven, der kommer med både et sortiment og et koncept, som er velafprøvet og velkendt af kunderne, siger Henrik Engberg, afdelingschef i Facility Management.
Større udvalg – efter ombygningen
Udvalget udvides, så det svarer til det, som man kender fra 7-Elevens mange andre kiosker, men dog uden spil, alkohol og tobak. Åbningstiderne vil blive udvidet i både hverdagene og i weekenderne.
I forbindelse med klargøring af det nuværende kioskområde vil kiosken fra januar midlertidigt flytte til tidligere patientvejlederkontor i forhallen. Her vil der være et begrænset kiosksortiment under ombygningen. Fredag den 5. januar er sidste dag, hvor der sælges varm mad, indtil den nye kiosk tages i brug.