Vellykket åbent hus i Frederikssund

Mere end 300 interesserede medborgere i alle aldre benyttede lørdag den 25. januar muligheden for en tur til Nordsjællands Hospital – Frederikssund.

Lørdag den 25. januar havde Nordsjællands Hospital – Frederikssund inviteret borgerne til at få et kig bag facaden, og se hvordan et levende og moderne hospital arbejder. Arrangementet var åbent for alle interesserede og mere end 300 mødte op for blandt andet at få målt blodtryk, blodsukker og kolesteroltal og for at få testet lungefunktion og iltmætning.

Herudover var der rigtig mange børn og voksne, der gerne ville lære genoplivning og lære at sy en flænge og at gå med krykker. Kikkertundersøgelsen var et hit – den kunne man afprøve ved at fange bolsjer med et skop. Og der var også stor søgning til demonstration af røntgen-, ultralyd-, og CT-scanning og til rundvisninger i laboratoriet. Varm suppe kunne hospitalet også byde på denne ellers så kolde dag.

Nordsjællands Hospital – Frederikssund er en del af Region Hovedstadens samlede sundhedstilbud – og fagligt helt på forkant takket være et meget engageret personale, der hver dag plejer og behandler borgere fra hele Nordsjælland.

Redaktør