- Min rolle er at være med til skabe så gode uddannelsesforløb som muligt, inden for de rammer vi har på hospitalet og i regionen.
Lena Helbo Taasti er nefrologisk overlæge, men har fra 1. september også kunnet kalde sig uddannelseskoordinerende overlæge (UKO) på Nordsjællands Hospital.
Rollen som UKO er en nøgleposition i arbejdet med at styrke og tilpasse den lægelige videreuddannelse på hospitalet til fremtidens sundhedsvæsen. Opgaverne omfatter blandt andet udvikling, koordinering, administration og repræsentation i forskellige råd og udvalg.
- Min rolle bliver blandt andet at koordinere det gode arbejde, der allerede bliver gjort blandt de uddannelsesansvarlige overlæger på afdelingerne. Som noget af det første kommer jeg til at se på, hvordan vi får udviklet og implementeret de nye uddannelsesforløb for de kommende praktiserende læger, siger Lena Helbo Taasti.
Uddannelse som konkurrenceparameter
God uddannelse er noget, der tiltrækker, og på Nordsjællands Hospital er det oplagt at have som mål for stadig at kunne tiltrække dygtige læger. Derfor er uddannelsesindsatsen ikke kun et HR-spørgsmål, men også et spørgsmål om at kunne rekruttere og fastholde i fremtiden, fortæller Lena Helbo Taasti.
- Når hospitalet vælger at styrke koordination af lægelige videreuddannelse med en UKO, så er det også et signal om, at uddannelse har sit eget ben i vores hospitalsverden, på linje med patientbehandling og forskning. Jeg glæder mig til at se, hvor meget de gode uddannelseskræfter indenfor alle de sundhedsuddannelser, der er på NOH, sammen kan rykke, for vi står over for nogle store opgaver i forbindelse med både reformarbejdet, sammenlægning med psykiatrien og ikke mindst, hvordan vi uddanner, når vi er flyttet til det nye hospital, siger Lena Helbo Taasti.