Tuberkulosevaccine testes mod coronavirus

Forskere fra bl.a. Nordsjællands Hospital skal undersøge om en allerede kendt vaccine mod tuberkulose også kan løfte immunforsvaret til at kunne håndtere fx coronavirus. Deltagere til forsøget skal findes blandt medarbejdere på hospitalet.
Vent...

​Den såkaldte BCG-vaccine (Bacille Calmette-Guérin-vaccine) er allerede kendt for at have gavnlige, men uspecifikke effekter på immunforsvaret. Nu bliver det testet på en række danske hospitaler, om den også kan have en gavnlig effekt på sundhedsarbejdere under en coronapandemi.

- BCG-vaccinen har vist sig at træne vores immunforsvar, så det bedre kan håndtere bakterier, parasitter og virus over en bredere kam. Vi vil gerne med vores forsøg undersøge, om vaccinen også kunne have en effekt på sundhedsarbejdere, i første omgang i kraft af lavere sygefravær det næste halve år, siger professor og overlæge Ellen Løkkegaard, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling.

Ellen Løkkegaard er forsøgsansvarlig læge på Nordsjællands Hospital, og samarbejder med forskere på seks andre danske hospitaler i forsøget, der koordineres fra Syddansk Universitet.

- BCG-vaccinen er ikke en vaccine specifikt mod COVID-19, men håbet er, at den kan nedsætte risikoen for COVID-19, mens vi venter på, at en specifik vaccine bliver udviklet, siger Ellen Løkkegaard.

I alt 1500 hospitalsansatte skal deltage i forsøget, heraf 250 fra Nordsjællands Hospital. Tilsvarende forsøg er allerede i gang i Holland og Australien.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor