Fra 1. februar 2026 er der en ny mand i spidsen for ortopædkirurgerne på Nordsjællands Hospital, når Thomas Juul Sørensen (49) tiltræder som ny cheflæge. Efter at have været cheflæge i ortopædkirurgien på hospitalet i Køge siden 2018 flyttes arbejdsadressen nu fremover til Hillerød, og det glæder han sig til:
- Med en sundhedsreform, et nyt hospital og en regional sammenlægning lige om hjørnet står Nordsjællands Hospital og Ortopædkirurgisk Afdeling over for nogle forandringer, som både bliver spændende og udfordrende. Jeg glæder mig til at byde ind med min faglighed og mine erfaringer, når jeg sammen med de dygtige medarbejdere og resten af hospitalet skal i gang med det arbejde, samtidig med at vi skal give den bedste pleje og behandling af vores patienter, siger Thomas Juul Sørensen.
Thomas Juul Sørensen vil fra februar udgøre afdelingsledelsen sammen med chefsygeplejerske Jessie Hansen.
Thomas Juul Sørensen er uddannet som læge fra Københavns Universitet i 2005 og ortopædkirurgisk speciallæge i 2013. Han har desuden en mastergrad i Public Governance fra CBS (2020).
- Med ansættelsen af Thomas har vi fået en profil med solid ledelseserfaring, indgående kendskab til ortopædkirurgi og stærke samarbejdsevner, som vi er overbeviste om, vil bidrage positivt til både afdelingen og hospitalet som helhed, siger vicedirektør Thomas Houe.