Tak til de frivillige patientstøtter

Hundrede Røde Kors-frivillige patientstøtter bidrager hver dag til at give patienterne en så god oplevelse som muligt. Den populære ordning, der var den første af sin art i landet, har nu eksisteret i 11 år.

 

​Det gode samarbejde om patientstøtte-ordningen mellem hospitalet og Røde Kors Hillerød har medsucces eksisteret i 11 år. Det blev markeret mandag den 29. september, hvor hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth havde inviteret de 100 frivillige til gå-hjemmøde for at takke for deres store indsats for hospitalets patienter.

- Både patienter og medarbejdere værdsætter virkelig, det store stykke frivillige arbejde, som patientstøtterne hver dag udfører. Nordsjællands Hospital er til for patienterne, og de frivillige er med deres indsats med til at patienterne kan føle sig ventede og velkomne, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth, der selv var med til at starte ordningen for ti år siden.

Som erstatning for en pårørende – eller en ekstra en af slagsen

Patientstøtterne er som en pårørende for patienter, som måske kommer alene, eller har brug for en ekstra hånd. Det kan være til at finde rundt på hospitalet, finde svar på praktiske spørgsmål eller måske bare tage sig tid til en god snak.

De frivillige i deres karakteristiske røde skjorter er i dag at finde ved Hovedindgangen, i Akutafdelingen, i Børne- og Ungeafdelingen, på Kirurgisk Sengeafsnit og i Ambulatorierne i bygning 06 og 07 på hospitalet i Hillerød.

Yderligere oplysninger: se mere her på hospitalets hjemmeside eller kig ind på Røde Kors’ side www.rodekors.dk/bliv-frivillig/hjaelp-ensomme.

Redaktør