​​​​​​Sundhedsminister Magnus Heunicke, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil præsenterede regeringens udspil »Tættere på II – Sundhed, uddannelse og lokal udvikling« på et pressemøde på Nordsjællands Hospital i Frederikssund onsdag den 27. oktober 2021.

Stort pressemøde på hospitalet i Frederikssund

​Nærhospitaler fyldte meget, da regeringen onsdag præsenterede sit sundhedsudspil på hospitalet i Frederikssund. ”Udspillet er på linje med det, vi allerede nu planlægger for sundhedshusene i Frederikssund og Helsingør,” siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.​

Vent...
Der var tre ministre, et stort presseopbud og en masse opmærksomhed, da regeringen onsdag den 27. oktober præsenterede sit udspil ”Tættere på II” på hospitalet i Frederikssund. 

I udspillet udpeger regeringen 13 byer i Danmark, hvor det foreslås at placere nærhospitaler, heriblandt Helsingør og Frederikssund. Formålet er at bringe ukomplicerede behandlinger og konsultationer tættere på flere borgere.
Hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth overværede pressemødet og genkender tankerne bag de nye nærhospitaler.

- Her i Nordsjælland er vi i gang med at implementere grundtankerne i regeringens udspil. Med Nyt Hospital Nordsjælland og de to sundhedshuse i Helsingør og Frederikssund skaber vi netop godt samspil mellem den akutte hospitalsbehandling og de borgernære tilbud til fx de ældre patienter med kroniske sygdomme. Jeg læser entydigt i regeringsudspillet, at vores tanker om sundhedshuse er de samme tanker, der går igen i oplægget om nærhospitalerne, siger Bente Ourø Rørth.

I Helsingør er kommunen ved at opføre et nyt Sundhedshus, som kommer til at rumme funktionerne fra sundhedshuset i Murergade. Hospitalet i Frederikssund flytter til moderne rammer, når Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød står færdigt 

- Hvad der skal ske med bygningerne i Frederikssund, er ikke besluttet endnu, men jeg håber på, at de kan danne rammen for et nærhospital i form af et stort sundhedshus, der kan imødekomme alles behov og ønsker, siger Bente Ourø Rørth.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor