Asger Toft Johannsen, Røde Kors, vil i første omgang hveranden torsdag være at finde på Nordsjællands Hospital


Røde Kors rykker tættere på de gravide

​Et tættere samarbejde mellem Røde Kors’ tilbud til sårbare familier og Nordsjællands Hospital skal gøre det lettere for familierne at få hjælp og støtte fra frivillige både før og efter fødslen.

Vent...

Familier og gravide, der har mere at slås med end gennemsnittet eller som på anden måde har brug for en støtte i familielivet får nu lidt lettere ved at finde en hjælp, efter Røde Kors' tilbud til gravide og småbørnsforældre er rykket ind på hospitalet. Helt konkret vil udviklingskonsulent fra Røde Kors, Asger Toft Johannsen, i første omgang hver anden torsdag være på sit kontor i Hillerød, tæt ved jordemoderkonsultationerne.

- Jeg skal først og fremmest være tilgængelig for familierne og de gravide, der kunne have behov for vores tilbud om en "God Start på Livet", for det kan gøre en forskel, at jeg sidder her fysisk og lige ved siden af konsultationerne. Derudover har jeg også en opgave med at være brobygger mellem hospitalet og myndigheder til civilsamfundet og undersøge, hvordan vi kan skabe et stærkere samarbejde til gavn for de gravide, siger Asger Toft Johannsen.

De frivillige kan noget andet – og mere

For hospitalet har det længe være et ønske om at kunne tilbyde mere støtte til sårbare familier end de tilbud, der allerede findes i dag.

 - Vi har længe arbejdet på at få et mere formelt samarbejde om sårbare gravide med aktører i civilsamfundet. Her passer Røde Kors' tilbud godt til os, fordi hospitalets fokus selvfølgelig er indtil fødsel og den kommunale indsats har fokus på tiden efter. Røde Kors kan som ikke-myndighed og med den frivillige indsats tilbyde noget andet og noget mere. På den måde supplerer vi hinanden godt, og det ligger der et stort potentiale i, siger Mille Sundquist.

En forskel at være der fysisk

Røde Kors' tilbud til familierne kan man altid kontakte via telefon eller mail, men det giver noget ekstra, at tilbuddet nu også fysisk er til stede på hospitalet. Netop nærheden til jordemoderkonsultationerne er en fordel, fordi det simpelthen er lettere at bygge broen mellem de sårbare familier og Røde Kors, når de alligevel er til jordemoderkonsultationen, mener vicechefjordemoder Mille Sundquist.

- Jeg håber, at det bliver et tæt samarbejde, hvor vi kan henvise til Røde Kors og gøre det at spørge om hjælp lettere uden, at vi skal igennem, systemer og henvisninger, men blot kan sige, at Asger sidder lige inde ved siden af, hvis den gravide har lyst til at få hjælp, siger Mille Sundquist

Asger Toft Johannsen glæder sig til, at samarbejdet kommer op at køre på fulde omdrejninger. Indtil nu har det været meget opstart, møder, "praktik" i jordemoderkonsultationen mv.

- Jeg glæder mig til, at vi kommer rigtigt i gang. Både med i samarbejdet med mine nye "kolleger" og i vores samarbejde med familierne, som tager imod tilbuddet, siger Asger Toft Johannsen.​







Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor