Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) og formand for sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K) får et indblik i den nye testkapacitet på Nordsjællands Hospital.​

Testkapaciteten rykker op i superligaen

​Med indvielse af nyt testudstyr har Nordsjællands Hospital fordoblet testkapaciteten for blandt andet coronaprøver.

Vent...

Fuldautomatisk fra start til slut og med et testresultat, der sendes direkte til lægen og til patienten. Med indvielsen af COBAS 8800 er hospitalets testkapacitet for luftvejsdiagnostik fordoblet til 4.000 prøver i døgnet og endda med mulighed for yderligere 2.000, hvis det er nødvendigt.
 
- Der bliver stadigt større krav til diagnostik, og med maskinen her investerer vi i fremtiden. Med en større testkapacitet til for eksempel prøver for COVID-19 er vores diagnostik blevet mere robust, og automatiseringen gør det muligt at bruge vores personaleressourcer mere fleksibelt, siger vicedirektør Jonas Egebart.
 
Til den officielle indvielse, der fandt sted tirsdag den 1. februar, var han flankeret af regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) og formand for sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K), der begge havde lagt vejen forbi Klinisk Biokemisk Afdeling i Hillerød.

Inden COVID-19 var det ikke ualmindeligt at luftvejsdiagnostik kunne have en svartid på 24 timer, hvilket ved for eksempel både corona og influenzaepidemi kunne forsinke afklaring og eventuel behandling til stor gene for patienterne og personalet.
​ 
Fakta om COBAS 8800
COBAS er en fuldt automatiseret maskine, som analyserer PCR-test og sender svarresultatet til patienterne.
 
Nu kan alene Nordsjællands Hospital klare 4.000 prøver i døgnet med en svartid på fire timer. Kører maskinen uafbrudt i døgndrift, kan den håndtere op mod 6.000 prøver, hvilket nogenlunde svarer til Region Hovedstadens samlede kapacitet inden COVID-19.
 
Maskinen kan udføre analyser af blandt andet corona-, RS-virus, og influenzaprøver.
 
COBAS 8800 er produceret af firmaet Roche Diagnostics.

Se TV2 Lorrys indslag fra indvielsen​




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor