Fra i dag kan besøgende på hospitalet, patienter og medarbejdere se frem til, at patientstøtterne i de let genkendelige røde skjorter er tilbage. Patientstøtterne bidrager med medmenneskelig støtte til patienter og pårørende i svære situationer og hjælper også med at finde vej på de lange hospitalsgange.
- Vi glæder os til, at patientstøtterne kommer retur. Patientstøtterne kan fx give støtte hvis man er syg og ikke lige har en pårørende i nærheden eller hvis man sidder ene som pårørende. De bidrager i høj grad til, at man som besøgende på hospitalet får den ekstra følelse af at være velkommen, fortæller Torben Berg, leder af Informationen og kontaktperson på Nordsjællands Hospital for Røde Kors’ afdeling i Hillerød.
Her finder du patientstøtterne
Her vil patientstøtterne være til stede på forskellige tidspunkter fra mandag den 4. oktober:
- Hovedindgangen
- Akutmodtagelsen
- Kirurgisk Afdeling
- Børne- og ungeafdelingen
- Ved venteområderne ved ambulatorierne i bygning 06 og 07
Der er brug for endnu flere patientstøtter
Patientstøtterne er godt nok tilbage, men der er brug for flere frivillige. Kontakt den lokale Røde Kors afdeling i Hillerød, hvis du vil høre mere om at være patientstøtte på Nordsjællands Hospital – Hillerød.