Der var stor glæde, da hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth og køkkenchef Helle Petersen uddelte diplomer til de overraskede medarbejdere fra Køkken og Kantine for at markere, at de økologiske føde- og drikkevarer udgør 60-90 % af det samlede indkøb. Udover, at det svarer til svimlende 45 tons om måneden, så betyder det nemlig, at hospitalet får det økologiske spisemærke i sølv af Fødevarestyrelsen.
- Det er ikke nogen let opgave at lave korrekt ernæring til patienterne, vægte patientoplevet kvalitet højt og handle så store mængder økologi. Tak for jeres store engagement og jeres måde at være kolleger på og ikke mindst den udvikling i som fagpersoner, hver dag begiver jer ud i sammen, sagde køkkenchef Helle Petersen i sin tale til medarbejderne i Køkken og Kantine.
Om Det Økologiske Spisemærke
Det Økologiske Spisemærke kontrolleres af Fødevarestyrelsen, som også administrerer reglerne på området. Det statskontrollerede røde Ø-mærke har siden 2009 haft selskab af Det Økologiske Spisemærke i bronze, sølv og guld.