Gå til hovedindhold

​​​​​

50 års genoptræning på spansk

​​Et lille hjørne af det danske sundhedsvæsen ligger på den spanske solkyst. Her kan patienter fra hele landet henvises til et tre ugers ophold med udelt fokus på genoptræning i forbindelse med sygdom. Netop nu fejrer genoptræningstilbuddet Montebello, at det er 50 år siden de første patienter ankom til Spanien.

Vent...

Den spanske solkyst er en yndet feriedestination for mange danskere, men nogle kilometer vest for hovedbyen Malaga, ligger også et hjørne af det danske sundhedsvæsen. Her bliver de gode oplevelser ikke målt i strandture og sangria, men i hård fysisk genoptræning og håbet om at kunne vende tilbage til en bedre hverdag efter en skade eller sygdom.

Montebello er en afdeling for højt specialiseret og intensiv fysisk genoptræning, der tilbyder forløb af tre ugers varighed til patienter fra hele landet. Det er ikke et privathospital, men en helt almindelig hospitalsafdeling under Nordsjællands Hospital. Og den 3. april markerer Montebello 50 år som et succesfuldt sundhedstilbud.

- Vi er et hospital og en del af det offentlige sundhedsvæsen, så derfor er vi og vores patienter også underlagt de samme krav. Der er ingenlunde tale om et ferieophold, hvilket vores patienter også kan skrive under på, siger Tine Lundbak, der er afdelingsleder af Montebello.

En indlæggelse på Montebello indbefatter flere gange daglige træning med fysio- eller ergoterapeuter, ligesom der også er både sygeplejersker og læge, til at hjælpe patienterne til at kunne nå et højere funktionsniveau eller færre smerter.

Ikke et kurophold

Afdelingen blev oprindeligt bygget som neurosehospital for patienter i Københavns og Frederiksborg Amter, hvor man mente, at de ville have godt af ro og bedre vejr. I dag nyder patienterne stadig godt af det solrige klima, men Montebello er i dag en højt specialiseret afdeling for intensiv fysisk genoptræning, og der er ikke tale om noget kurophold.

- Vi har vejret med os, og solen skinner mere her end i Hillerød. Det gør noget godt for patienterne, men det, der rykker, er at vi er i stand til at give et så intensivt forløb i løbet af tre ugers indlæggelse, hvor man kun skal koncentrere sig om at træne. Og vores data viser, at vi gør det rigtige, siger Tine Lundbak. 

Cirka halvdelen af patienter på Montebello er ortopædkirurgiske patienter med fx problemer efter hofte- eller knæoperationer. Resten af de cirka 1600 årlige patienter er her på grund af fx. gigt eller neurologisk sygdom.

Fælles for alle patienter er, at de skal være selvhjulpne nok, til selv at klare flyveturen, men herfra er Montebello klar til at hjælpe hver enkelt med et skræddersyet program ud fra mål med opholdet og den enkeltes kunnen.

Kan det betale sig?

Montebello er af historiske årsager plac​​eret i Spanien, men er der stadig plads til et sådan et tilbud i et dansk sundhedsvæsen, der på mange områder skal spare for at få enderne til at mødes? Hospitalsdirektør for Nordsjællands Hospital, Bente Ourø Rørth, er ikke i tvivl om, at der skal være plads til et tilbud som dette: 

- Behandlingen og de resultater, som Montebello har leveret gennem årene, kan vi være stolte af. Det har været givende for tusindvis af patienter, der har haft et behov for genoptræning. Det er i høj grad et relevant tilbud i det danske sundhedsvæsen, og for de patienter, der med genoptræning kan vende tilbage til en mere normal hverdag, og det er også et tilbud, der kunne være en stor gevinst for mange flere patienter og borgere, som i dag ikke kender muligheden, siger Bente Ourø Rørth.   

Afdelingsleder Tine Lundbak kender også alle de skeptiske spørgsmål, men svarer altid på dem, for at få manet eventuelle myter og misforståelser i jorden, inden de opstår.

- Et patientforløb hernede er betalt over skatten for den enkelte patient, og koster sundhedsvæsnet cirka 37.000 kr. Det skal ses i lyset af, at en stor del af vores patienter kommer tilbage på et arbejdsmarked, som mange ellers var på vej ud af. Samtidigt gør vi det til en noget billigere pris, end hvad et tilsvarende tilbud ville koste i Danmark. Det er en gevinst for alle, men vigtigst for de mennesker, som vi hver dag hjælper til et bedre liv, siger Tine Lundbak.

50 år i solskin

Onsdag den 3. april er der Åbent Hus på Montebello i Malaga, hvor patienter, personale og samarbejdspartnere i byen er velkomne. ​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden