Fysisk aktivitet under og efter indlæggelsen er associeret med kortere indlæggelsestid og nedsat risiko for genindlæggelse og død indenfor 30 dage som følge af sygdommen. Det er konklusionen i en netop publiceret forskningsartikel af Camilla Koch Ryrsø, der er humanfysiolog og ph.d.-studerende i forskningsprojektet Surviving Pneumonia på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.
Undersøgelsen blev foretaget blandt 166 patienter indlagt med lungebetændelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital i perioden januar 2019 og april 2022.
Forskningsresultatet taler sit tydelige sprog
Under indlæggelsen fik patienterne sat en bevægelsessensor på låret, som målte antal skridt om dagen, samt hvor meget af deres tid de var inaktive. Her viser resultaterne, at 500 skridt mere om dagen under indlæggelsen er forbundet med en 6,6 % kortere indlæggelsestid og 44-48 % nedsat risiko for at dø under indlæggelsen og indenfor 30 dage efter udskrivelsen.
Den første uge efter udskrivelsen blev patienternes fysiske aktivitetsniveau også målt. Her viser resultatet, at et forøget antal skridt om dagen er forbundet med en 24 % nedsat risiko for at blive genindlagt indenfor 30 dage efter udskrivelsen.
Alle resultaterne er justeret for alder, køn og CURB-65 (sværhedsgraden af lungebetændelsen).
Det Fysisk Aktive Hospital
Surviving pneumonia er en del af ambitionen om Nordsjællands Hospital som Det Fysisk Aktive Hospital, hvor fysisk træning spiller en stor rolle i behandlingen. Projektet udføres i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.
Læs mere om studiet i artiklen: Physical Inactivity and Sedentarism during and after Admission with Community-Acquired Pneumonia and the Risk of Readmission and Mortality: A Prospective Cohort Study