Gå til hovedindhold

Fra medio 2025 og frem vil ca. 300 sygeplejersker og SOSU-assistenter hver gennemgå et to dages kursus i basal palliation på Nordsjællands Hospital.

Lindring af døende skal løftes i Nordsjælland

​Sundhedsklynge Nord har besluttet at give 2,2 mio. kroner til et løft af sundhedspersonalets kompetencer i forbindelse med basal palliation. Midlerne gives til kursusforløb for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på tværs af sundhedsvæsnet i Nordsjælland.

Vent...

​Når du befinder dig sidst i livet eller har fået en livstruende sygdom, så kan du hurtigt få brug for professionel hjælp til eksempelvis smertelindring eller samtaler om det, der er vigtigst for dig i din sidste tid. Det er en opgave for sundhedspersonalet i både den kommunale ældrepleje og for personalet på hospitalet, men opgaven kræver særlig viden om behandling og en trænet opmærksomhed på, hvordan man tager den svære snak med patienter og borgere.

Derfor glæder det regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), at den politisk sundhedsklynge Nord nu er klar til at udmønte knap 2,2 mio. kr. til at udvikle og løfte kompetencerne inden for basal palliation hos plejepersonalet i kommunerne og på hospitalet. 

​Tryghed og værdighed

- Når alvorlig sygdom når et punkt, hvor behandling bliver et spørgsmål om lindring og støtte og pleje, vil de fleste gerne tilbringe den sidste tid hjemme i vante omgivelser og tæt på familie og pårørende. Her er det vigtigt, at vi i sundhedsvæsenet kan tilbyde behandling og pleje tæt på borgeren og med udgangspunkt i det enkelte menneskes ønsker og behov. Vi skal skabe trygge rammer og en værdig afsked med livet, og jeg er rigtig glad for, at vi kan videreuddanne personale både hos os selv men også fra kommunerne i sundhedsklyngen, siger Lars Gaardhøj.

Lars Gaardhøj udgør sammen med borgmester i Hillerød Kommune, Kirsten Jensen (S), formandskabet for Sundhedsklynge Nord. Hun er glad for det gode samarbejde og fremhæver det konkrete projekt som et godt eksempel på det, som sundhedsklyngerne har været gode til.

- Vores medarbejdere får et kompetenceløft, og det er ikke alene medarbejderne på plejecentrene, men også i vores sygepleje, hjemmepleje og på rehabiliteringsafdelingen. Dermed kan vi i endnu højere fra være med til at forbedre livskvaliteten for borgere, som har en livstruende sygdom, siger borgmester Kirsten Jensen og fortsætter:

- På kurset trænes gode samtaler om den sidste tid, samtaler som for mange borgere har en stor betydning, når der skal tages afsked med livet, og medarbejderne får en række konkrete sundhedsfaglige redskaber og viden.

​Nyt koncept udspringer af flerårigt samarbejde

Igennem flere år har Nordsjællands Hospital, kommuner og almen praksis haft fokus på at styrke samarbejdet om palliation, og det nye kursus med kompetenceudvikling for plejepersonale udspringer heraf og et udviklingsprojekt mellem tre af kommunerne i sundhedsklyngen, tilknyttede praksiskonsulenter og hospitalet.

Det er Onkologisk og Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital, der kommer til at stå i spidsen for undervisningen. Chefsygeplejerske Lene Vibe Høyer er glad for at kunne videreføre erfaringerne fra det forudgående udviklingsprojekt til alle kommuner og hospitalets eget personale. 

- Vi har set, at der er et behov, og at vi med relativt simple midler kan give plejepersonalet nogle værktøjer og et fælles sprog for de udfordringer som personalet, de pårørende og ikke mindst patienterne kan møde i palliative forløb. Mange af udfordringer og opgavern​e er de samme uanset om behandlingen og plejen foregår på hospitalet, i kommunalt regi eller i borgerens eget hjem. Vi har i samarbejde med først i Gribskov Kommune og derefter med Fredensborg og Helsingør Kommune udviklet et koncept for opkvalificering af de basale palliation, og det kan vi nu udbrede til alle kommunerne i sundhedsklyngen og Nordsjælland Hospital, siger Lene Vibe Høyer.

De blandede kursushold giver gode perspektiver på den behandling, som patienterne har brug for og er med til at styrke det videre samarbejde mellem personalet i kommuner og hospital.

​Politisk Sundhedsklynge Nord består af politikere fra regionsråd i Region Hovedstaden, borgmestre fra klyngens kommuner (Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm Kommuner) samt repræsentanter fra Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden.

​​Fakta om konceptet

Fra medio 2025 og frem vil ca. 300 sygeplejersker og SOSU-assistenter hver gennemgå et to dages kursus i basal palliation. Deltagerne kommer både fra relevante afdelinger på Nordsjællands Hospital og fra kommunerne i området, dvs. Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm kommuner.

På kurset bliver der blandt andet undervist i redskaber til opsporing og behovsafdækning, viden om symptomlindring og teknik i samtaler om den sidste tid.

Politisk Sundhedsklynge Nord, der har afsat midlerne, består af politikere fra regionsråd i Region Hovedstaden, borgmestre fra klyngens kommuner (Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm Kommuner) samt repræsentanter fra Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden