Kommuner og hospital samler tilbud til nye familier

Familieiværksætterne er et nyt tilbud til førstegangsforældre, der skal hjælpe dem igennem den omvæltning det er at gå fra to til tre. Forløbet er samtidigt en ny form for samarbejde mellem Nordsjællands Hospital og fire kommuner.

At skulle være og blive forældre for første gang er en fantastisk begivenhed, men også en stor omvæltning og forandring i livet, hvor der kan opstå behov for ny viden og nye netværk.

Derfor har Nordsjællands Hospital i samarbejde med de fire kommuner Furesø, Gribskov, Hillerød og Hørsholm et unikt forløb for førstegangsforældre. Forløbet, som kaldes Familieiværksætterne, strækker sig over en periode fra graviditet til barnets første leveår og inkluderer både mor, far og det lille barn.

Tilbud til hele familien

Det nyskabende er, at tilgangen til parret ikke primært foregår igennem mor, men at far på lige fod deltager.

- Førhen har det været lidt en jungle, at finde rundt i tilbuddene fra både kommunen og hospitalet. Nu har vi skabt et samlet forløb, der dækker fra fødselsforberedelse med jordemødrene til oplæg fra eksempelvis en fysioterapeut, en bankrådgiver, psykolog eller en jurist, siger Christina Lærke Vilhelmsen , der er vicechefjordemoder på Nordsjællands Hospital.

Kommer hele paletten rundt

- Målet er, at vi får dækket mange aspekter af den omvæltning, det er at blive en ny familie. Det er en praktisk hjælp, som familierne førhen har skullet hente forskellige steder fra. Nu får de den samlet i et forløb, og det er også det nye i samarbejdet mellem hospitalet og de fire kommuner, siger Christina Lærke Vilhelmsen.

Forløbet erstatter de tidligere mødregrupper, og holdene er sat sammen ud fra fødselstermin. Det giver mulighed for at udveksle erfaringer og stifte bekendtskaber med andre førstegangsforældre, og på den måde skabe et netværk. Der lægges derfor også op til dialog og inddragelse af forældrenes behov for at opnå viden og praktisk håndtering af fødslen og forældreskabet.  Hospitalets egentlige fødsels- og forældreforberedelse indgår i forløbet.

Følgende temaer bliver dækket i Familieiværksætterne

  • Graviditet og fødsel
  • Familieliv, parforhold og kommunikation
  • Barnets naturlige udvikling og trivsel
  • Netværk og relationer
  • Økonomi og orlov
  • Mulighed for at søge råd og vejledning

Familieiværksætterne er et tilbud til alle, der venter deres første barn og som er bosiddende i Furesø, Gribskov, Hillerød eller Hørsholm Kommuner. Tilmelding sker hos den kommunale sundhedspleje eller på Nordsjællands Hospital, Ambulatoriet for Gravide på tlf. 48 29 48 84​

Læs mere på http://familieivaerksaetterne.dk/

For yderligere informationer

Christina Lærke Vilhelmsen, direkte: 48 29 74 11
Vicechefjordemoder
Gynækologisk Obstetrisk Afdeling
Nordsjællands Hospital



 

Redaktør