Gå til hovedindhold
​​

​- Jeg har i forvejen en aktiv hverdag med træning, men her på holdet har jeg lært nye knæ- og hofteøvelser, fortæller Ole, der kan mærke en lille effekt efter at have fulgt træningen på holdet, bl.a. med elastikbånd om benene. Foto: Ida Nymann Ammundsen


Kan træning som behandling holde operation på afstand?

Et 12 ugers personligt behandlingsforløb med balance-, styrke- og konditionsøvelser er siden efteråret 2024 trinvist blevet implementeret på alle offentlige hospitaler i Region H, der foretager knæoperationer. Målet er et at udskyde eller helt overflødiggøre operation for slidgigt i knæet.
Vent...

​Dæmpet amerikansk folk-musik fylder rummet i træningssalen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Her er otte pati​enter i gang med bækkenløft, gå-bånd, træning med elastik og store bolde.

”Du skal tage den sorte elastik, hvis det bliver for nemt med den blå. Den sorte er strammere”. Fysioterapeuten Laura Appelrod på Ortopædkirurgisk Afdeling går rundt blandt de trænende for at justere deres øvelser. 

Fælles for alle deltagerne er, at de har slidgigt i knæet. De følger et skræddersyet træningsprogram, der især skal styrke muskulatur, koordination og stabilitet omkring knæet. 

Balance-, styrke- og konditionsøvelserne i salen er en del af et 12 ugers behandlingsforløb, som patienterne har fået ordineret i stedet for at blive opereret for slidgigt i knæet. Behandlingsprogrammet er siden efteråret 2024 trinvist blevet implementeret på alle offentlige hospitaler i Region H, der foretager knæoperationer.

De af patienterne, som har et BMI over 30, følger derudover et forløb hos en diætist. Målet er at tabe sig, så de ikke med overvægt belaster knæet yderligere. Kombinationen af mindre vægt og styrkede muskler i knæet giver håb om at udskyde eller undgå en operation i knæet. 

Kvalitetsstudie følger patienterne​

Det er lægen til forundersøgelsen, der vurderer, hvilken behandling patienten får tilbudt. Men selvom nogle af patienterne er skuffede over at få tilbudt denne form for behandling frem for en operation, virker patienterne her på holdet opsatte på at træne. Laura Appelrod fortæller: 

- Det er som om, at de her i salen har fejet skuffelsen af vejen med en stålfast vilje om selv at gøre en indsats med træning.

Forud for behandlingen, undervejs og efterfølgende bliver patienterne bedt om at udfylde spørgeskemaer om bl.a. smerte, livskvalitet, funktionsevne og tilfredshed med behandlingen. Svarene bruges i et kvalitetsstudie, der følger behandlingsprogrammet på tværs af regionens hospitaler.

Studiet undersøger, om den intensive individuelle specialiserede træning som behandling evt. kombineret med vægttab kan reducere antallet af operationer for slidgigt i knæet. Desuden undersøger studiet, om og hvordan patienternes helbredsrelaterede livskvalitet påvirkes ved at få tilbudt non-operativ behandling i form af træning frem for at blive opereret. 

- -Mit forløb er snart slut, og derefter vil jeg drøfte med lægen, hvad jeg så kan stille op. Mit mål er at blive ved med at kunne gå med hunden.
Ole, træningsdeltager


Operation forbundet med risici

Men hvorfor er det, at patienterne ikke bare opereres? Specialeansvarlig fysioterapeut Lene Jæger forklarer: 

- Først og fremmest skal vi huske på, at en operation ikke altid er at foretrække. Vi gør, hvad vi kan for at minimere antallet af operationer, da en operation altid er forbundet med risiko for komplikationer. Der kan opstå infektioner, blodpropper, betændelse og smerter. Patienten skal være indstillet på at efterleve de anbefalinger vedrørende træning, som en operation indebærer. Flere patienter bliver nødt til at tage så stærk medicin på grund af smerter, at de fx ikke kan køre bil eller må vente med at genoptage deres erhverv, siger Lene Jæger og foregriber det næste spørgsmål:

- Der er evidens for, at fysisk træning, vægttab og smertelindring er en virkningsfuld behandling for slidgigt i knæet. Men hvor længe kan træning udskyde en operation for et nyt knæ? Måneder? År? For evigt? Det er for tidligt at konkludere, men er noget af det, som kvalitetsstudiet skal undersøge.


Efter de 12 ugers træning

I februar 2025 afsluttes det første hold patienter. De fleste er forventeligt blevet mere mobile og har færre smerter end før, de begyndte på træningsholdet. De tager mindre medicin og sover bedre om natten. Efter de 12 ugers træning er afsluttet, er det forventningen, at patienterne fortsætter træningen hjemme. 

- Her håber vi så, at de er i en sådan bedring, at operation først kommer på tale igen om nogle år, eller i bedste fald afskrives. Men uanset hvad er træning altid værdifuldt. De, der alligevel ender med en operation, er bedre stillet, efter de har trænet: De er stærkere i musklerne omkring knæet og er mere velkoordinerede, hvilket er vigtigt i forbindelse med forløbet efter en operation, siger Lene Jæger. 

​​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden