Gå til hovedindhold

​​​​​​​

Hospitalet overtager opgaver fra kommunerne

​​Fra den 1. januar skal Nordsjællands Hospital drive sundheds- og omsorgspladser og akutsygepleje. Det har det forberedende regionsråd nu godkendt efter anbefaling fra Sundhedsråd Nordsjælland.

Nordsjællands Hospital siger fra årsskiftet goddag til nye opgaver og nye kollegaer, når hospitalet overtager driften af sundheds- og omsorgspladserne og akutsygeplejen i de otte kommuner, som ligger i optageområdet. Medarbejderne og deres opgaver bliver en del af henholdsvis Afdeling for Ældre og Multisygdom og Akutafdelingen. 

​Vigtig pilepæl

Ifølge hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen er den politiske beslutning en vigtig milepæl for at kunne implementere sundhedsreformen.

- Nu kan vi tage næste skridt mod at overtage opgaverne, og vi skal i samarbejde med lederne i kommunerne og på hospitalet tilrettelægge en god proces for de medarbejdere, som bliver en del af vores organisation, så vi sammen kan indfri reformens ambition om gode, sammenhængende forløb for patienterne, siger Eva Zeuthen Bentsen. 

​Fælles indsats

Hun tilføjer, at det er hele hospitalet, som har en opgave med at skabe større sammenhæng i patienternes forløb:

​- Det giver rigtig god mening, at ansvaret for opgaverne placeres i Afdeling for Ældre og Multisygdom og Akutafdelingen, som vil skabe rammer for den nødvendige faglige synergi og sammenhæng. Men det er faktisk os alle sammen, som skal sikre reformens succes. Alle på hospitalet skal vende blikket mere udad. Hvor kommer patienten fra, og hvad kommer patienten videre til; det skal vi spørge os selv om, siger Eva Zeuthen Bentsen. 





 Sundheds- og omsorgspladser til ÆMS

Ansvaret for sundheds- og omsorgspladserne kalder på kompetencer inden for længere forløb hos ældre, multisyge borgere med komplekse sygdomsbilleder, og det er del af begrundelsen for, at ansvaret lægges i Afdeling for Ældre og Multisygdom. 

I forvejen udskriver afdelingen mange patienter til de nuværende kommunale midlertidige pladser og har et tæt samarbejde med kommunerne omkring borgerens overgang til eget hjem. 

Der er 169 sundheds- og omsorgspladser, som bliver fordelt på 7 lokationer og med i alt ca. 230-250 medarbejdere. 

 Akutsygepleje til Akutafdelingen

​Akutafdelingen får ansvar for akutsygeplejen, da opgaven kræver kompetencer inden for kortere forløb og i de akutte og subakutte forløb, uafhængigt af hvor patienten opholder sig. 
I Akutafdelingen er de relevante specialist- og lægekompetencer tilgængelige, og de faglige kompetencer kan også bringes i spil uden for hospitalets matrikel.  Akutafdelingen får dermed ansvaret for hele det akutte forløb og på den måde gode forudsætninger for at skabe sammenhæng og forebygge indlæggelser.

Der er cirka 35 sygeplejersker i akutsygeplejen, som bliver forankret på fire baser, hvis geografiske placering fastlægges i samarbejde med kommunerne. 

Da der vil være store faglige synergier mellem det Tværsektorielle Udkørende Team (TST) og akutsygeplejen, flyttes TST fra Afdeling for Ældre og Multisyge til Akutafdelingen og lægges sammen med akutsygeplejen.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden