Nogle få procent gravide får så invaliderende graviditetskvalme og -opkastninger, at de stort set ikke kan fungere. Tilstanden hedder hyperemesis gravidarum og er en af de hyppigste årsager til indlæggelser i graviditeten.
På trods af, at det findes en national vejledning på området, varierer håndtering og behandling af tilstanden fra hospital til hospital. Tilstandens alvor er ofte underkendt af både sundhedsprofessionelle og befolkningen, hvorfor den rette behandling ofte ikke iværksættes eller forsinkes.
Læge Anne Ostenfeld og det øvrige personale på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Nordsjællands Hospital har de seneste par år gjort et kæmpe stykke forbedringsarbejde for at hjælpe disse gravide bedst muligt. Det er der blandt andet kommet følgende ud af:
ændrede arbejdsgange for at mindske ventetid, når de gravide kommer ind på afdelingen
mulighed for åben henvendelse
udformning af et standard-udskrivningsbrev, som skal ruste de praktiserende læger til bedre at kunne håndtere denne patientgruppe
Tidsskriftet BMJ Open Quality har netop publiceret en artikel om forbedringsprojektet, som Anne Ostenfeld sammen med lægerne Tina Bergmann Futtrup, Ellen Christine Leth Løkkegaard og Hanne Brix Westergaard står bag. Artiklen kan bruges som inspiration til andre hospitalsafdelinger, som ønsker at forbedre håndtering og behandling af hyperemesis gravidarum.
Læs mere om forbedringsprojektet i BMJ Open Quality