Gå til hovedindhold

Børne- og Ungeafdelingen får ny chefsygeplejerske fra psykiatrien

​​Camilla Havsteen har mere end 18 års ledererfaring fra både psykiatrien og somatikken, når hun den 1. april tiltræder som ny chefsygeplejerske på Børne- og Ungeafdelingen.

Nordsjællands Hospital har ansat Camilla Havsteen (59) som ny chefsygeplejerske for Børne- og Ungeafdelingen.

– Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med Camilla, der kommer med en meget solid faglighed og ledelseserfaring fra flere områder i sundhedsvæsenet, som vi kan bringe i spil i samarbejde med afdelingen og resten af hospitalet, når vi skal udvikle både børne- og ungeområdet og vores styrkede samarbejde mellem somatikken og psykiatrien, siger vicedirektør Pernille Welinder.

Siden 2021 har Camilla Havsteen været chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Midt. Tidligere har hun blandt andet været chefsygeplejerske og programchef på Sygehus Lillebælt, hvor hun var med til at løfte Onkologisk Afdeling til udmærkelser som Danmarks bedste kræftafdeling og opnå stærke resultater i patienttilfredshed. Derudover har hun også erfaring fra blandt andet Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital.

– Jeg ser store muligheder i at bygge videre på det stærke fundament, der allerede er på Nordsjællands Hospital, hvor omsorg og høj kvalitet er grundlaget for den bedste pleje og behandling. Jeg ser frem til – sammen med afdelingen – at udvikle rammerne for trygge, sammenhængende​ patientforløb og et attraktivt arbejdsmiljø, siger Camilla Havsteen.

Foruden at være uddannet sygeplejerske har hun blandt andet en master i læringsprocesser og organisatorisk coaching fra Aalborg Universitet.

Fremover udgør Camilla Havsteen afdelingsledelsen sammen med cheflæge Jesper Andersen. Afdelingen har cirka 180 medarbejdere.​

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden