Graviditetsdiabetes – Kan WHO’s anbefalinger bruges i Danmark?

​Hvor mange danske kvinder skal undersøges for graviditetsdiabetes? Det kan læge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling Cathrine Scheuers Ph.d-projekt – støttet af Danish Diabetes Academy med 1.1 million kr. - få afgørende indflydelse på.

Vent...
I Danmark tilbydes undersøgelse for graviditetsdiabetes kun til de gravide, der har risikofaktorer for type 2 diabetes. I 2013 kom der imidlertid nye anbefalinger fra WHO om undersøgelse og diagnostik af graviditetsdiabetes, som anbefaler 1) at alle gravide skal tilbydes undersøgelse og 2) at også kvinder med lavere blodsukkerniveau end den grænse, vi aktuelt bruger i Danmark, skal gives diagnosen graviditetsdiabetes. 

- Indføres WHO's anbefalinger i Danmark, vil det betyde, at undersøgelsen for graviditetsdiabetes skal tilbydes til 60.000 gravide årligt, og et dansk studie har estimeret, at med WHO's diagnostiske grænse vil op mod 40 % af de danske gravide få diagnosen mod de nuværende ca. 4 %, fortæller Cathrine Scheuer.
 
Meget er dog stadig uvist, hvis WHO's anbefalinger indføres:
  • Præcist hvor meget forekomsten af graviditetsdiabetes vil stige i Danmark
  • Hvorvidt der er en helbredsmæssig gevinst for de kvinder og deres børn, der diagnosticeres ud fra WHO's anbefalinger sammenholdt med de danske retningslinjer for diagnose, samt
  • Hvilke økonomiske og logistiske konsekvenser, det vil have for det danske sundhedsvæsen.

- Vores studie skal undersøge de helbredsmæssige og økonomiske fordele og ulemper, hvis WHO's anbefalinger indføres i Danmark. Resultaterne fra studiet vil hermed bidrage med den viden, der kræves, for at træffe en evidensbaseret beslutning om den fremtidige håndtering af graviditetsdiabetes i Danmark. Målet er at bruge resultaterne til at finde en model for struktureret screening og diagnosticering af graviditetsdiabetes, der sygeliggør færrest muligt med størst helbredsmæssig gevinst inden for en realistisk økonomisk ramme, siger Cathrine Scheuer.  


FAKTA

Graviditetsdiabetes diagnosticeres typisk i slutningen af andet trimester og forårsages af en forringet evne hos moderen til at omsætte sukkeret i blodet. Ubehandlet vil det øgede sukkerniveau i moderens blod også påvirke fosterets sukkeromsætning. Børn født af mødre med graviditetsdiabetes er derfor ofte større end børn af raske mødre, og både mor og barn er i markant øget risiko for at udvikle overvægt og type 2 diabetes senere i livet.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor