Goddag med et smil, ikke et håndtryk

Patienterne i Onkologisk Ambulatorium og Sengeafsnit får altid et smil, men håndtrykket er droppet for at passe ekstra godt på patienterne.
Vent...

​At give hånd i mødet med patienten er ikke længere førstevalg i mødet med patienter og pårørende, når de besøger det onkologiske ambulatorium og sengeafsnit i Hillerød. For at tage ekstra hensyn til patienterne, som er sårbare pga. deres sygdom, mødes patienterne nu i stedet med et smil.
 
-Vi har i forvejen en god håndhygiejne, men vores patienter er ekstra sårbare overfor infektioner pga. deres kemoterapi, hvor deres immunforsvar er presset i bund. Derfor har vi valgt at indføre et ekstra hensyn ved ikke at give hånd i mødet med patienten, fortæller ledende overlæge Thomas Broe Christensen i Onkologisk og Palliativ Afdeling.

Et ekstra hensyn til svækkede patienter

Initiativet skal især forebygge udbrud af norovirus og infektioner med clostridium difficile, der kan have alvorlige konsekvenser for en kræftsyg, da mikroorganismerne er modstandsdygtige over for håndsprit.
 
-Vi ved, at god håndhygiejne med sprit ikke er nok for at forebygge infektioner. Da vi samtidig går ind i en virus-sæson, ønsker vi at gøre alt, hvad vi kan for at afbryde smitteveje og forebygge, at patienterne får en infektion med hjem, fortæller Thomas Broe Christensen.
 
Bag initiativet ligger en stikprøve blandt patienter og pårørende i ambulatoriet, der viser at 96 procent af de adspurgte er positive over for at droppe håndtrykket.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor