Gå til hovedindhold

​Fredag den 14. november blev etableringen af den nye Afdeling for Fysio- og Ergoterapi fejret og markeret ved et internt arrangement i Hillerød. Her er det chefterapeut Lisbet Lind, der klipper den røde snor. Foto: Anders Rasmussen​

Afdelingen er ny, men den gode træning og behandling er den samme

​Fysio- og ergoterapi er nu samlet i én selvstændigafdeling med chefterapeut Lisbet Lind som leder. Afdelingen skal gøre det lettere for patienter og samarbejdspartnere at få den rette hjælp og styrke fagligheden. Samtidigt giver afdelingen et rygstød til området frem mod det nye hospital.

Selvom ikke alle systemer og praktik er faldet på plads endnu, så har Nordsjællands Hospital siden 1. november haft en helt ny og samlet afdeling for fysio- og ergoterapi. Hidtil har det været en faglighed spredt over både Neurologisk og Ortopædkirurgisk Afdeling samt Centralterapien.

- Vi samler kræfterne, fordi det giver god mening i forhold til vores patienter og vores samarbejdspartnere i fx kommunerne, der ikke altid har haft let ved at gennemskue hvor, de skulle lede efter hjælp. Nu bliver der én indgang, og en organisering, der ligner de øvrige hospitaler, siger chefterapeut Lisbet Lind, der er leder af den nye Afdeling for Fysio- og Ergoterapi.

​Patientens behov i centrum

Den nye organisering skal også blive en faglig gevinst.

- Patienterne er tit multisyge, og der kan være brug for forskellige specialkompetencer. Nu er vi ikke længere begrænset af en organisering, der opdeler os på en uhensigtsmæssig måde. Vi samler også vores forsknings- og udviklingsarbejde, så der kan videndeles på tværs, så alt andet lige vil den nye organisering styrke fagligheden og give bedre koordineringen på tværs af specialerne, så patientens behov bliver det naturlige omdrejningspunkt, uanset hvor vi er i huset, siger Lisbet Lind.

Lisbet Lind er afdelingsleder for den nye afdeling og er dermed også udtrådt af afdelingsledelsen for Neurologisk Afdeling. Foto: Thomas Schytz Larsen

​En organisering til fremtiden

Med sundhedsreformen er der opgaver på trænings- og rehabiliteringsområdet, der fremadrettet bliver et regionalt ansvar, og forberedelsen til det nye hospital kræver også fokus. 

- Det er to meget store forandringer, som vil være meget vanskelige for os at lede sikkert igennem, hvis vi som gruppe ikke har et fælles organisatorisk ophæng. Det arbejde ser jeg også meget frem til sammen med lederne og medarbejderne, siger Lisbet Lind. 

Den nye afdeling er formelt søsat fra 1. november, men det er ikke alt, der endnu er på plads, og fælles systemer, arbejdsgange mv. bliver løbende indfaset, frem mod 1. januar. Patienter og samarbejdspartnere møder dog allerede nu et nyt og samlet fysio- ergoterapeutisk tilbud.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden