Det er over 40 år siden, at der sidst blev indført en form for medicinsk smertelindring til kvinder i aktiv fødsel, da epiduralen kom til Danmark. Men det har Nordsjællands Hospital nu ændret på.
Sidste forår indførte uddannelsesansvarlig jordemoder Laura Fugmann og anæstesilæge Patricia Duch remifentanil som smertelindring. Mange kvinder beskriver fødselssmerter som de værst tænkelige smerter, og der har længe manglet et smertelindringstilbud mellem lattergas og epidural. Det hul ønskede Laura Fugmann og Patricia Duch at dække.
- Der er cirka 40 procent, som får en epidural på Nordsjællands Hospital, men de sidste 60 procent havde ikke en potent smertelindringsmulighed. Det har de nu, forklarer Patricia Duch.
Indførelsen af remifentanil giver først og fremmest jordemødrene mulighed for at tilbyde flere muligheder forlindring af smerter. Derudover kan kvinder i endnu højere grad selv vælge, hvilken form for medicinsk smertelindring, de ønsker sig.
- Vores motivation har især været, at vi ønskede at tilbyde et mere individualiseret smertelindringstilbud. Vi ønskede at have kvindeliv i fokus og skabe mulighed for nogle endnu bedre fødselsoplevelser, siger Laura Fugmann.
En del af fellowship-programmet
At bruge remifentanil som smertelindring til fødende er egentlig ikke nyt. I Schweiz er det blevet anvendt i mere end ti år. Men Nordsjællands Hospital er det første sted i norden, hvor remifentanil bruges rutinemæssigt.
- Det tager jo ressourcer og tid, når man vil indføre noget helt nyt. Derfor søgte vi et implementeringsfellowship på Nordsjællands Hospital, hvor vi i et år havde en dag om ugen til at arbejde med projektet. Det fik det sat rigtig godt i gang, og remifentanil fandt hurtigt fodfæste hos jordemødre og fødende, siger Patricia Duch og tilføjer:
- Vi håber at have lavet grundarbejdet med at implementere remifentanil på dansk jord og dannet erfaringer, som øvrige hospitaler kan tage udgangspunkt i.
Siden projektet blev skudt i gang marts sidste år, har over 600 kvinder fået remifentanil under deres fødsel. Det svarer til, at omkring 15 procent af de fødende vælger at få det.
- Vi oplever, at remifentanil aktivt efterspørges af de fødende, og at patienttilfredsheden er høj.
Hospitaler efterspørger information
Noget tyder dog på, at det ikke kun er de fødende, der er begejstrede for remifentanil.
Både Norge, Sverige og andre fødegange i Danmark kigger nemlig i Nordsjællands Hospitals retning for at se remifentanil i brug. Samtidig efterspørger hospitalerne information og inspiration.
- Det er gået rigtig godt. Mange fødende er glade for remifentanil som smertelindring. Derudover har det givet jordemødrene et ekstra værktøj i værktøjskassen af smertelindringsmuligheder, siger Patricia Duch.
- Næste skridt er at tilpasse brugen af remifentanil yderligere til dansk praksis og sikre kvalitetsdata.
Fakta om remifentanil
- Remifentanil er et ultrakorttidsvirkende opioid, der virker i få minutter.
- Effekten af remifentanil kan times til en ve, når den fødende trykker på en håndholdt knap til en PCA pumpe.
- Den fødende får en lille dosis smertestillende, og pumpen låser herefter i to min. Efter de to minutter kan den fødende igen administrere medicinen.
- Remifentanil opsættes af jordemoder efter ordination fra obstetriker.