Flere fælles beslutninger med patienterne – hvordan?

​Patienter er bedre til at følge en behandling, som de selv har været med til at beslutte sammen med deres læge, frem for en behandling som er en del af et standardiseret forløb. Men hvordan inddrager lægen patienten ind i en beslutning om behandling? 

Vent...

​I sidste uge tilbragte en gruppe overlæge en varm fredag eftermiddag med at tale om, hvordan der fremover skal arbejdes mere systematisk med Fælles Beslutningstagen på Nordsjællands Hospital.

Patienten og lægen er eksperter på hver deres felt, og skal sammen tage beslutningen om den videre behandling. Hvordan den nød knækkes i praksis, var temaet for 15 overlæger, som i sidste uge tilbragte en varm fredag eftermiddag med at tale om, hvordan der fremover skal arbejdes mere systematisk med Fælles Beslutningstagen på Nordsjællands Hospital.


- Patientinddragelse er heldigvis allerede en del af hverdagen, men det er den systematiske tilgang til inddragelse af patientens aktuelle livssituation i det komplekse valg af behandling, som skal tages i samarbejdet mellem læge og patient, der er temaet her. Det er nyt for de fleste og kan kræve en reel kulturændring. Heldigvis er der netop kommet nye NICE guidelines, siger overlæge Birgit Jurlander, der er tovholder på projektet.

Link til NICE Guideline om Shared Decision Making

Oplæg med inspiration og erfaringer

Overlæge og Professor og ph.d. Karina Dahl Steffensen fra Center for Fælles Beslutningstagen og Sygehus Lillebælt delte ud af sine erfaringer og helt konkrete værktøjer, fx en 'Beslutningshjælper', med et forberedelsesark og en kort konkret letforståelig information om valgmulighederne.


Mens det stadig er nyt at arbejde systematisk med Fælles Beslutningstagen på Nordsjællands Hospital, har Rigshospitalet gennem et stykke tid arbejdet med konceptet. Overlæge Jens Hillingsø fortalte om processen med at udvikle Fælles Beslutningstagen i Afdeling for Organkirurgi. På afdelingen kører der f.eks. nu et forsøg hvor, lægen kan ordinere betænkningstid til patienten forud for en behandling og i forbindelse med behandlingen.


Men processen er kompleks. Udviklingen har ført til etiske drøftelser i afdelingen, som også var tilfældet blandt deltagerne på temadagen, for hvornår er der egentlig tale om et reelt valg, og hvordan kommunikerer lægerne om prognoser uden at tage håbet fra patienten?

Løbende udrulning på tre pionérafdelinger

Udviklingen af Fælles Beslutningstagen på Nordsjællands Hospital vil i første omgang ske i tre pionérafdelinger, hvor der bl.a. skal udvælges patientgrupper og udvikles eller tilpasses beslutningsstøtteværktøjer til de enkelte patientgrupper. Pionérafdelingerne er Onkologisk og Palliativ Afdeling, Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling og Gynækologisk Obstetrisk Afdeling.

Ny temadag om Fælles Beslutningstagen til efteråret

Kvalitetsafdelingen og en lægelig referencegruppe vil være tæt knyttet til det videre arbejde i afdelingerne det næste år, hvor implementering vil finde sted. Til efteråret vil der være endnu en temadag.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor