​En snak om EWS over morgenkaffen med ​Tina Henckel ved tavlen.

Det er et misforstået hensyn at lade patienten sove om natten

​Patienternes vitale værdier bliver målt løbende over hele døgnet, og det arbejde er vitalt for patientsikkerheden. Det systematiske arbejde med EWS afslører, hvor de enkelte afdelinger har mulighed for at forbedre indsatsen.

Vent...

På sit kontor sidder Tina Henckel bag to skærme fyldt med grafer. Det er her, at hun gennemgår de kirurgiske sengeafsnit, om de følger algoritmen for Early Warning Score (EWS). Men første skridt er finde ud af, om EWS måles på de rette tidspunkter.

EWS-algoritmen afgøres ud fra målinger af fx puls og blodtryk. Og det er algoritmen, der er med til at afgøre om patienten skal tilses igen efter fx fire timer eller måske med det samme af en læge. Målingerne foretages hele døgnet - også om natten.

Hurtigere opsporing af kritisk sygdom ved systematisk måling

EWS er udvalgt som patientsikkerhedstema på Nordsjællands Hospital. Det betyder fx at der foretages systematisk audit af EWS på patienter på tværs af alle afdelingerne, ligesom sygeplejerske og implementerings- og forbedringsspecialist Tina Henckel gør i Kirurgisk Afdeling.

Når Tina Henckel sidder bag sine skærme, registrerer hun afvigelserne i forhold til EWS, dvs. hvornår er EWS-algoritmen ikke fulgt og hvornår er der måske slet ikke målt EWS. Det er nemlig ved afvigelserne, at hun kan finde et mønster. Og hvis der er et mønster, er der noget at tale om. Og det gør de i de kirurgiske sengeafsnit. Det sker både ved uformelle møder, planlagte huddles og over morgenkaffen.

- Vi ser på mønstrene i målingerne, og i øjeblikket, hvornår målingerne foregår. For nogle er det fx et misforstået hensyn at lade patienten sove om natten og derfor ikke måle EWS. Det kan godt være, at den enkelte erfarne sygeplejerske måske kan vurdere patienten uden en EWS, men det kan den nyuddannede sygeplejerske ikke, siger Tina Henckel.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor