Alle borgere, der er eller har været i et ambulant forløb inden for det seneste år, inviteres til feedbackmøde den 17. maj 2022 fra kl. 10-12 på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
- Vi har sat alle sejl ind på at forbedre patientoplevelsen på Nordsjællands Hospital. For at komme godt i havn med vores initiativ har vi brug for patienternes hjælp. Vi ønsker at blive endnu klogere på hvad, der er det vigtigste for patienterne. Derfor håber jeg, at mange patienter vil tilmelde sig feedbackmøderne, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.
På mødet vil en gruppe patienter sammen blive interviewet om deres oplevelser på Nordsjællands Hospital med fokus på, hvad der har været godt, og hvad der kunne have været bedre i det ambulante forløb på hospitalet. Hospitalets direktion samt afdelingsledelser og personale fra forskellige afdelinger vil først lytte og derefter sætte ord på, hvordan patienternes fortællinger har gjort indtryk.
Feedbackmødet den 17. maj er det første af en række møder, hvor Nordsjællands Hospital vil stille skarpt på patienternes oplevelser med hospitalet.
Fakta
- Nordsjællands Hospital dækker disse 8 kommuner: Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Halsnæs, Gribskov, Helsingør, Hillerød og Hørsholm kommune.
- Nordsjællands Hospital er akuthospital for 315.000 borgere i Nordsjælland. Hospitalet af afdelinger og funktioner på tre adresser: Hillerød, Frederikssund og Sundhedshuset i Helsingør.
- Nordsjællands Hospital har 320.000 ambulante besøg hvert år.
- Et ambulant forløb vil sige, at patienten ikke er indlagt på hospitalet.