Tid er en af de vigtigste faktorer for en succesfuld behandling af f.eks. hul på tarmene eller tarmslyng, og derfor skal det gå hurtigt med at få patienten på operationsbordet. Og netop hurtighed og det optimale patientforløb har været omdrejningspunktet for et flerårigt samarbejde mellem kirurger, akutmedicinere, anæstesiologier og flere andre faggrupper i forhold til de såkaldte Akut Højrisiko Abdominal-patienter (AHA).
Nu viser data, at cirka 50 procent af alle AHA-patienter med hul på tarmene kommer på operationsbordet inden seks timer, og dødeligheden efter 30 dage er blevet halveret for patientgruppen. En udvikling, der kan tilskrives det stærke samarbejde på tværs af specialer og faggrupper.
Den markante forbedring har været en lang proces, der har krævet tålmodighed og vedholdenhed, og det vil også gælde fremover, hvis resultaterne skal blive ved med at være gode, fortæller Iben Foss Sorgenfrei, der er blandt initiativtagerne til at optimere forløbet på Nordsjællands Hospital.
- Det er ikke en enkelt knap vi har skruet på, men derimod en systematisk gennemgang hele patientrejsen fra start til slut. Vi har set hele vejen rundt, og er kommet foreløbigt i mål, fordi vi alle har budt ind med vores forskellige ekspertiser og muligheder.
Svært at spotte patienterne
Hele forløbet fra patienten får diagnosen i Akutmodtagelsen til operationen er overstået, er blevet tidsoptimeret på tværs af akutmedicin, anæstesi og kirurgi.
I forberedelsen til operationen og den efterfølgende behandling er der også kommet et helt andet fokus på hvilke faktorer, der kan optimere chancerne for et succesfuldt forløb, herunder tidlig antibiotika samt inddragelse af fx diætister og fysioterapeuter. Også Billeddiagnostisk Afdeling og FM har været med til at optimere patientforløbet.
En af de største udfordringer har faktisk været tiden før, at patienten fik diagnosen.
- Der er i dag kommet et helt andet fokus på den type af patienter, og der bliver gjort en stor indsats i Akutmodtagelsen, for hele tiden at være skarpe på se AHA-patienten. Men det er et relativt lille antal og de kan være svære at spotte, fordi symptomerne kan være meget generelle eller diffuse – derfor er det så vigtigt, at Akutmodtagelsen har det som et vedvarende indsatsområde, siger Iben Foss Sorgenfrei.
Hvad er så næste skridt?
- Vi har taget et stort skridt med at nedbringe dødeligheden så markant, så nu er det vigtigste at bevare vores gode momentum. Men vi kan måske begynde at kigge på at segmentere i AHA-patienterne, så vi nuancerer det akutte forløb, men det er ikke noget, der er aktuelt lige nu, siger Iben Foss Sorgenfrei.
Det er cirka 200 AHA-patienter på Nordsjællands Hospital om året.