Gå til hovedindhold

​​​​Overlæge Maja Sparre glæder sig over at være med til at etablere et ambulatorium, som mange ældre borgere i Nordsjælland har manglet. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

Ældre skal gribes, før de falder

​Et helt nyt ambulatorium for ældresygdomme på Nordsjællands Hospital i Frederikssund skal fra 1. september forebygge fald og funktionsnedsættelser hos ældre.

- Vi vil gerne fange ældre borgere, inden de falder og bliver indlagt med en brækket hofte. For selvom fald hos ældre sker hyppigt, er det ikke normalt, siger overlæge Maja Sparre fra Afdeling for Ældre og Multisygdom.

Hun er netop kommet til Nordsjællands Hospital, hvor hun etablerer et nyt ambulatorium for ældresygdomme, der skal forebygge unødige indlæggelser af ældre og skrøbelige patienter.

Der er hver dag afsat tid til at se patienter, hvor egen læge bemærker, at det er ved at skride.

- Det kan være et akut funktionstab, hvor man pludselig ikke kan, hvad man kunne i går, så patienten har svært ved at klare sig i eget hjem, eller en medicinliste, der er gået i hårdknude, siger Maja Sparre

Fald skal forebygges​​

- Vi er to sygeplejersker, tre fysioterapeuter og mig selv, som vil se patienterne med hver vores faglighed. Vi vil se, om medicinen, som den ældre får, stadig giver mening, om der er brug for hjælpemidler eller skal fjernes dørtrin. Så vi kommer til at have en tæt kontakt til kommunerne, fortæller Maja Sparre.

Hver tredje borger over 65 år falder en gang om året. Det bliver til 40-45.000 kontakter med hospitalerne på landsplan. 600 dør som følge af fald, og mange får nedsat funktionsevne og ringere livskvalitet.

- Vi vil rigtig gerne have de praktiserende læger til at henvise patienterne, når de begynder at se symptomer på, at det går den forkerte vej. Vi skal i kontakt med patienterne, før de kommer på hospitalet, forklarer hun.

Et tilbud, der har manglet​​

Der er mange ældre borgere i optageområdet for Nordsjællands Hospital, så selvom ambulatoriet til en start kun vil have åbent tre dage om ugen, forventer Maja Sparre, at det hurtigt kommer op på fuld tid. Og den første patient er allerede klar til at møde op.

- Vi har manglet det ambulante tilbud, for der er meget forebyggende, vi kan gøre i fredstid, som ikke sker, når patienten først er blevet indlagt. Det kan være at rydde ud i medicin med uhensigtsmæssige bivirkninger eller at opstarte træning for at forebygge fald, siger Maja Sparre, der har arbejdet med fald i mange år både på hospitalerne i Gentofte og Holbæk.

- En af de erfaringer, jeg tager med mig, er, at vi tilrettelægger hele patientens udredningsforløb på én dag, så det er lettere for de pårørende at deltage. De pårørende er så vigtige samarbejdspartnere for at finde de udløsende årsager til en forværring. Efterfølgende følger vi op på telefon eller video. Det skal være nemt for både patient og pårørende, fortæller hun. ​

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden