- Vi vendte bøtten i marts sidste år: Den indledende patientkontakt er et opkald fra en sygeplejerske. Vi identificerer patientens problematikker. Meget er helt basal behandling og behøver ikke en læge, fortæller sygeplejerske Maria Kolbech Andersen fra Kirurgisk Afdeling.
Hun er en af to sygeplejersker, som udgør hovedstyrken i Senfølgeklinikken for patienter med tarmkræft, som hører under Kirurgisk Ambulatorium.
Nye arbejdsgange giver bedre patientforløb
Da klinikken blev etableret i maj 2024, blev alle patienter set af en overlæge og Maria Kolbech Andersen. De kunne nå tre patienter på den dag om ugen, der var afsat til klinikken, og det medførte en ventetid på flere måneder.
- Nu taler vi med patienterne to dage om ugen, og har en dag, hvor lægen er til stede og kan se patienter, som vi ikke selv kan komme i mål med. Det kan for eksempel være, hvis patienten har fysiske problemer med at komme af med afføringen, siger Maria Kolbech Andersen.
Den nye arbejdsgang betyder, at ventelisten stort set er elimineret. Sygeplejerskerne kan afklare mange problemstillinger, inden patienten eventuelt skal ses af en læge, og de sørger samtidig for, at relevante prøvesvar foreligger, inden patienten møder lægen.
Behandling skal passe til patienten
Patienterne bliver henvist fra hospital eller egen læge, når de oplever vedvarende gener efter behandling for tarmkræft. Det kan være problemer med afføringen, inkontinens, smerter, træthed eller nedsat fysisk funktion. Nogle patienter har også følgevirkninger efter strålebehandling.
Sygeplejerskerne bruger den første samtale på at afdække patientens symptomer og behov og lægger derefter en plan for det videre forløb. Ved behov inddrages læger, fysioterapeuter, diætister eller kommunale tilbud. Nogle afsluttes efter få samtaler, mens andre følges i længere tid.
- Mange af patienterne har gået med deres gener i flere år og tror, at de bare må leve med generne. Men der er faktisk ofte noget, vi kan gøre. Vi lytter til dem, finder årsagerne til problemerne og hjælper dem videre, siger Maria Kolbech Andersen og tilføjer:
- Mange siger, at de gerne ville have kendt til tilbuddet tidligere. Når man har levet med gener i lang tid, betyder det meget at vide, at der findes hjælp.