Gå til hovedindhold

​​​​Lisbeth Nielsens skulpturer af en kvinde og en pige er klar til at flytte i forvejen. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

Skulpturer flytter som de første

​10 skulpturer fra Nordsjællands Hospital i Hillerød og Frederikssund er samlet ind og skal flytte til tre gårdhaver på det nye hospital.

Vent...

​Soklerne står tomme tilbage på Nordsjællands Hospital – blandt andet i en gårdhave i Hillerød og i forhallen i Frederikssund. Der er ikke tale om kunsttyveri, men derimod om at 10 skulpturer er frontløbere i flytningen til det nye hospital.

- Arkitekterne har i dialog med hospitalets direktion og Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling forholdt sig til kunsten på Nordsjællands Hospital og nøje udvalgt de skulpturer, som kan tilføre noget ekstra til arkitekturen og landskabet på det nye hospital, og som er i en kvalitet og stand, så de er værd at flytte med, forklarer fagområdeleder for Møbler og Kunst Marie Vinther fra Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling.

I spil på en ny måde​

For eksempel skal de to skulpturer af en kvinde og en pige, som hidtil har stået i en gårdhave ved Den Røde Gang, flytte til gårdhaven ved Akutmodtagelsen for Børn og Unge, hvor der også kommer et legeområde.

- Her har arkitekterne ladet dem komme ned fra deres piedestaler, så de står i niveau med patienterne, som primært vil være børn, der venter ved Akutmodtagelsen. Dette enkle, kuratoriske greb bringer på fineste vis skulpturerne i spil på en ny måde, fortæller Marie Vinther.

En del af landskabsarbejdet​

At skulpturerne flytter allerede nu skyldes, at plantearbejdet i gårdhaverne går i gang i oktober måned på det nye hospital.

- Vi skal have etableret fundamenter og opstillet skulpturerne uden risiko for, at de nyanlagte haver trampes ned. De skulpturer, der har stået indendørs, skal desuden akklimatiseres, så de ikke tager skade af at flytte udenfor, siger Marie Vinther.

Skulpturerne kommer ud over gårdhaven ved Akutmodtagelsen for Børn og Unge også til at stå overdækket i gårdhaven ved den Fælles Akutmodtagelse og i gårdhaven ved Sammedagskirurgi.​​

 Se skulpturerne, der flytter med:

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden