Gå til hovedindhold

​​​​​Hvem er de nominerede til Omsorgsprisen. Følg med de kommende dage, hvor vi løfter sløret ...

Seks nominerede er med i opløbet til Omsorgsprisen

​​Blandt hele 329 indstillede til Omsorgsprisen er nomineret seks kandidater. ”De nominerede har skabt en kultur, vi gerne vil bære videre,” siger hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.

Den overvældende interesse for at indstille kandidater til Omsorgsprisen betyder, at der nu er valgt hele seks nominerede. Og der kommer til at være tre vindere, afslører hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.

- Det har rørt mig, hvor utroligt mange indstillinger, vi har fået. Derfor har vi besluttet at uddele tre omsorgspriser frem for en. Det har været fantastisk at læse indstillingerne og se de fine eksempler på, at vores personale behandler den enkelte patient som et unikt menneske, siger Eva Zeuthen Bentsen.

Det har været en længere proces at udvælge de seks nominerede. På baggrund af en indstilling fra Virksomheds-MED-Udvalget (VMU) har direktionen udvalgt seks nominerede. Herfra skal de tre vindere vælges.

Stærke rollemodell​er

- Alle de nominerede og flere endnu har fortjent Omsorgsprisen. Det her har virkelig sat bevægelse i noget godt, og på den måde bliver patienterne jo de virkelige vindere, siger chefsygeplejerske Mette Børgesen fra Onkologisk og Palliativ Afdeling samt Neurologisk Afdeling, der sammen med fem andre medlemmer af VMU udgør Patientoplevelsesudvalget, der har indstillet de nominerede til direktionen.

- Vi har ønsket at fremhæve nogle stærke rollemodeller, som skaber ro og følgeskab. Og så er det naturligvis vigtigt, at patienterne har oplevet nærvær, god kommunikation og en forståelse for det enkelte menneske, siger fysioterapeut Tina Lunding Olsen, der også er medlem af udvalget.

Følg med de kommende dage, hvor de seks nominerede vil blive præsenteret ...

Fakta om Omsorgsprisen

  • ​Omsorgsprisen er indstiftet af direktionen på Nordsjællands Hospital og hylder en afdeling, et afsnit eller en medarbejder, der har iværksat en særlig indsats eller ydet pleje og behandling ud over det sædvanlige.

  • Prisen uddeles for første gang i slutningen af november. Direktionen vælger vinderne.

  • Vinderne offentliggøres på hospitalets hjemmeside og sociale medier og modtager ud over hæderen 5.000 kroner til afdelingen.​

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden