Patienternes oplevelser af maden har afgørende betydning for både behandlingen og for deres samlede oplevelse af hospitalet. Derfor er Afdeling for Mad og Ernæring oprettet for at sætte endnu mere fokus på madens rolle og velsmag, og nu tiltræder den nye afdelingschef.
Det bliver Trine Mossman, som kommer med mere end 25 års erfaring fra hospitals- og plejesektoren, som bliver afdelingens nye og første leder.
– Jeg vil gerne stå i spidsen for, at vi skal kunne tilbyde patienterne indbydende og velsmagende mad på et endnu højere niveau end hidtil, ligesom vores politikere også har formuleret ambitiøse krav til mad og ernæring på hospitalerne. I det hele taget vil forventningerne til køkkenet og maden kun blive større i fremtiden, og med ansættelsen af Trine Mossman har vi fået lige netop det, der kan rykke vores mad videre op på det næste niveau, siger hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.
Mod til udvikling
Trine Mossman kommer fra en stilling som køkkenchef på Plejecenter Sølund i København, og inden da arbejde hun som mangeårig køkkenchef og køkkensouschef på henholdsvis Gentofte Hospital og det sammenlagte Herlev og Gentofte Hospital.
- Jeg har gennem hele mit arbejdsliv arbejdet målrettet med at løfte kvaliteten af hospitalsmaden, styrke medarbejdernes faglighed og udvikle koncepter, der øger patienternes tilfredshed. Det kan man lykkes med ved at holde fokus på den høje faglighed, modet til at udvikle og et tæt samarbejde med dem, der spiser maden, og det glæder jeg mig til at folde ud med de dygtige medarbejdere på Nordsjællands Hospital, siger Trine Mossman.
Trine Mossman tiltræder som afdelingschef den 1. maj.