Gå til hovedindhold

​​​Sygeplejerskerne Majken Thrane (t.v.) og Pernille Lauridsen tager imod en nybagt mor, der kommer direkte til Barselsgangen efter sit kejsersnit. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

Planlagte kejsersnit springer Opvågningen over

​For at skabe færre overgange for patienterne har Barselsgangen i samarbejde med Opvågningen tilrettelagt et nyt forløb for patienter med planlagte kejsersnit.

Vent...

​​- Igennem en årrække har det obstetriske speciale, haft et ønske om at optimere og forenkle forløbene for de familier, der skal have et planlagt kejsersnit. Inspireret af andre hospitaler i Danmark og i tæt samarbejde med Anæstesiologisk Afdeling har vi derfor udviklet et nyt patientforløb, fortæller klinisk sygeplejespecialist Lise Notander Clausen fra Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling, der er projektleder på udviklingen af de nye forløb.

Kvinder, der skal have et planlagt kejsersnit, møder nu ind på barselsgangen, får et kejsersnit og kører direkte fra operationen til barselsgangen. På den måde springer de opholdet på Opvågningen over.

- Patienterne får en anden ro end på Opvågningen. Der er mere plads til far, og sygeplejerskerne kan, når mor er stabil, have fokus på ammeetablering. Denne integrering kan være med til at give et bedre barselsforløb, uddyber Lise Notander Clausen.

Kræver specialviden

Det har krævet omfattende træning af personalet og et stort samarbejde med Opvågningen, som har været med til at uddanne personalet på Barselsgangen. Inspireret af det nye hospital, hvor medarbejderne kommer til patienten og ikke omvendt, blev der for to år siden taget hul på at skabe bedre patientforløb.

- Men der er nogle særlige krav til plejen af opvågningspatienter, som sygeplejersker fra sengeafsnit ikke er vant til at håndtere. Man skal for eksempel have kendskab til spinalbedøvelse og specialiseret smertebehandling, forklarer specialeansvarlig sygeplejerske Lene Dahlager fra Anæstesiologisk Afdeling, som har været med til at oplære sygeplejerskerne fra Barselsgangen.

Oversygeplejerske Lene Höegh (t.v.) og specialeansvarlig sygeplejerske Lene Dahlager (midt) fra Opvågningen har bistået klinisk sygeplejespecialist Lise Notander Clausen (t.h.) fra Gynækologisk og Obstetrisk afdeling i at udarbejde og beskrive det nye patientforløb. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.​

Samarbejde for patienternes skyld

De nye forløb har nu været i drift siden 1. marts 2025, og den første måned kom 28 ud af 37 planlagte kejsersnitspatienter direkte på Barselsgangen. Der er mange faggrupper, som har skullet med ombord i den nye proces – anæstesilæger, jordemødre og plejepersonale. Blandt andet har 23 sygeplejersker været i oplæring i funktionen, hvor de i hele dage har været igennem både teori og praktik.

- Det har været hårdt og langtrukkent, men vi er nået i mål med noget, vi kan være stolte af. Vi har været nødt til at stoppe op flere gange og justere indhold og tidsplan. Det kan frustrere, men grundlæggende er vi her jo alle sammen for patienternes skyld, siger Lise Notander Clausen. ​

Og indtil videre er både medarbejdere og patienter rigtig glade for de nye forløb.

- Der er en tryghed i at møde ind det samme sted, som man skal ligge efter kejsersnittet. En del har tidligere været igennem akutte kejsersnit og oplever det som meget roligt. Jeg synes, vi er endt med den bedste løsning, siger Lise Notander Clausen.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden