Patientstøtterne fra Røde Kors i deres røde veste er en veletableret institution på Nordsjællands Hospital. Som frivillige er de den ekstra pårørende, der bidrager med andet end en den sundhedsfaglige behandling, og som kan være en medmenneskelig støtte i en sårbar situation.
Inden for de sidste år er samarbejdet med Røde Kors blevet supplereret med patientstøtter fra Hjerteforeningen, der bruger deres fritid på at have samtaler med patienterne på Kardiologisk Afdeling.
Torsdag aften var alle inviteret til middag på hospitalet i Hillerød og et oplæg fra hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth, der udover en dybfølt tak gav en status på hverdagen og fremtiden på Nordsjællands Hospital.
- De frivillige er uvurderlige. De er hver dag med til at hjælpe mennesker i en sårbar situation og er med deres tilstedeværelse med til at skabe gode oplevelser for andre, der måske har det svært, og jeg er meget taknemmelig for den indsats, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.
Taler ind i fremtiden
Erfaringerne fra mere end 20 års samarbejde med bl.a. Røde Kors i Hillerød bliver stadigt mere relevante.
- Frivillige og organisationer fra samfundet uden for hospitalsverdenen ser vi som en vigtig brik i fremtidens sundhedsvæsen, og noget som vi forsøger at indtænke i nye måder at arbejde på allerede nu. Og vi står et godt sted i Nordsjælland, hvor samarbejdet med civilsamfundet allerede er stærkt, siger Bente Ourø Rørth.