Patientansvarlig Læge kommer til Nordsjælland

​Tre patientforløb er udpeget til at være pilotprojekter for implementering af Patientansvarlig Læge på hele Nordsjællands Hospital.

Patientansvarlig Læge bliver udrullet på udvalgte patientforløb i løbet af de kommende måneder. Det indledende arbejde er allerede begyndt i Onkologisk og Palliativ Afdeling, Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling samt Neurologisk Afdeling. 

- Patientansvarlig Læge har potentiale til at blive en stor gevinst for både patienter og for lægerne. Patienter vil opleve et mere sammenhængende forløb og de involverede læger kommer til at kunne følge de enkelte patienter bedre. Men det er også en anseelig ændring i nogle af vores rutiner, og derfor lægger vi ud med tre pilotforløb for at høste erfaringer til udrulningen på hele hospitalet i 2018, siger vicedirektør Tomas Joen Jakobsen.

De tre patientforløb, der er udpeget som pilotforløb er KOL, neoadjuverende brystkræft og hjernekræft. Patientansvarlig Læge forventes at blive rullet ud til de første patienter omkring årsskiftet.

Den patientansvarlige læges overordnede ansvar, er at skabe sammenhæng, overblik og tryghed for patienten som koordinator/tovholder for det samlede udrednings- og behandlingsforløb.

Redaktør