Gå til hovedindhold

Ny mand i spidsen for fremtidens akutsygepleje

​Bjørn Lindvang tiltræder en nyoprettet stilling som oversygeplejerske med ansvar for drift og udvikling af den tværgående akutsygepleje på tværs af hospital og kommuner.

Sundhedsreformen samler ansvaret for den kommunale akutsygepleje på hospitalerne. For at sikre et sammenhængende og tilgængeligt akuttilbud af høj kvalitet til borgerne i Nordsjælland har Nordsjællands Hospital ansat Bjørn Lindvang i en nyoprettet stilling som oversygeplejerske.

Han får ansvaret for at udvikle og drive hospitalets tværsektorielle akutsygepleje. Funktionen forankres i Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital.

– Den udkørende kommunale akutsygepleje er en hjørnesten i det nære sundhedsvæsen, hvor vi skal sikre, at borgerne møder det rette tilbud på det rette tidspunkt gennem hele deres forløb. Det er en stor opgave på tværs af otte kommuner, praktiserende læger og akuthospitalet. Derfor er jeg glad for, at vi får en kapacitet som Bjørn i spidsen for arbejdet med at skabe nye arbejdsgange og samarbejdsrelationer på tværs i Nordsjælland, siger chefsygeplejerske i Akutafdelingen Thomas Duckert.

På tværs af sektorer

Bjørn Lindvang (44) kommer fra en stilling som afdelingsleder i Brøndby Kommune, hvor han har haft ansvar for Akutteam Brøndby-Hvidovre. Her har han arbejdet med drift, faglig udvikling og tværsektorielt samarbejde – herunder udvikling af sammenhængende patientforløb mellem kommuner, hospitaler og almen praksis.

Den vigtigste opgave bliver at skabe en fælles forståelse af opgavefordelingen og sikre en høj, ensartet faglig standard på tværs af kommunerne. Det går jeg til med ydmyghed over for både opgavens kompleksitet og de stærke fagligheder, der allerede har arbejdet med området længe — men også med en klar tro på, at vi gennem et godt og tillidsfuldt samarbejde kan lykkes. Jeg glæder mig til sammen med kommuner, praktiserende læger og mine kommende kolleger i Akutafdelingen at styrke sammenhængen i patientforløbene, siger Bjørn Lindvang.

Han har en bred baggrund fra både det akutte sundhedsvæsen, kommunal akutsygepleje, ledelse og undervisning. Han trækker på erfaringer fra Herlev Hospital, Rigspolitiet og Forsvaret, hvor han ud over det sundhedsfaglige har arbejdet med krisehåndtering, undervisning og udvikling af sundhedsfaglige indsatser.

Bjørn Lindvang har første arbejdsdag på Nordsjællands Hospital den 1. juli

Med sundhedsreformen overgår ansvaret for akutsygeplejen og størstedelen af de kommunale midlertidige pladser til regionerne fra 1. januar 2027. I Nordsjælland placeres opgaverne i henholdsvis Akutafdelingen og Afdeling for Ældre og Multisyge på Nordsjællands Hospital.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden