Gå til hovedindhold

​Brian, Mie og Matilde fra Onkologisk og Palliativ Afdeling glæder sig over nomineringen til Patienttilfredshedsprisen. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

Nordsjællands Hospital har to nominerede til Patienttilfredshedsprisen

​Torsdag uddeles årets patienttilfredshedspriser, og på Nordsjællands Hospital holder to afdelinger vejret i spænding.

Region Hovedstaden uddeler hvert år patienttilfredshedspriser for at sprede viden og inspiration til det arbejde, der gøres for at sikre høj patienttilfredshed. I år har Nordsjællands Hospital nominerede i to af de tre pris-kategorier.

- Jeg er glad og stolt over, at vi er med i opløbet til hele to ud af tre patienttilfredshedspriser. At patienterne er tilfredse med deres forløb og føler sig mødt med omsorg og set som mennesker er det, vi arbejder for hver eneste dag, siger hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.

Fokus på dialog og inddragelse​​

"Årets længdespringer" gives til en afdeling, som har haft høj patienttilfredshed over en længere periode, og her er Onkologisk og Palliativ Afdeling blandt de nominerede.

- Afdelingen har en relationel og patientcentreret tilgang med fokus på dialog, aktiv lytning og inddragelse samt høj kvalitet i den grundlæggende sygepleje for at skabe tryghed og værdighed. Der arbejdes systematisk med at inddrage palliative patienter, så behandling og pleje tilpasses patientens ønsker og behov, står der blandt andet i indstillingen.

Psykiatrisk Center Nordsjælland med i opløbet​

For første gang uddeles i år en psykiatri-kategori, hvor der hædres en psykiatrisk afdeling, der har arbejdet målrettet på at opretholde eller forbedre patienttilfredshed – og er lykkedes med det. Her er Psykiatrisk Center Nordsjælland, Åbent Døgnafsnit 2221 nomineret. Blandt begrundelserne lyder det:

- Afsnittet afholder regelmæssige patienttavlemøder, hvor patienter opfordres til at komme med forslag til forbedringer. Forslag og behov fra patienterne fører til konkrete forbedringer. Patienter vælger selv kontaktperson, hvilket styrker oplevelsen af at blive set og hørt.

Priserne uddeles torsdag den 19. marts til Region Hovedstadens 'Temaeftermiddag om patientinddragelse' i DGI Byen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden