Lektorater bringer forskning tæt på patienten

​Nordsjællands Hospital har sat navne på de fire overlæger, der over de næste år skal besætte hospitalets kliniske forskningslektorater ved Københavns Universitet. 

Vent...
De kliniske forskningslektorer varetager kliniske opgaver på afdelingerne halvdelen af tiden, mens den anden halvdel af stillingen benyttes til forskningsopgaver, herunder publicering og videnskabelig formidling, samt undervisning. 

- Forskningslektoraternes binding til den kliniske hverdag bidrager til at sikre, at forskningen er klinisk relevant. Målet er at forankre forskningen og dens resultater i vores hverdag med patienterne, og med forskningslektoraterne og vores professorer tager vi de næste skridt i vores arbejde med at skabe mere kliniknær forskning, siger vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart.

Forskningslektorater gives til særligt talentfulde forskere, der ønsker et karriereforløb med et væsentligt forskningsindhold på Nordsjællands Hospital. Tre af forskningslektoraterne er femårige, hvor den fjerde gælder for 15 måneder. 

Disse er ansat i kliniske forskningslektorater:

Kai Lange, overlæge, dr.med. i Anæstesiologisk Afdeling.
Forskningsområde: Smertebehandling til patienter før, under og efter operation.

Morten Bestle, overlæge, ph.d. i Anæstesiologisk Afdeling.
Forskningsområde: Pneumoni, sepsis og nyresvigt hos patienter på Intensiv Afsnit.

Thomas Christensen, overlæge, dr.med. i Neurologisk Afdeling.
Forskningsområde: Behandling og forebyggelse af apopleksi.

Christian Brandt, overlæge, dr.med. i Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.
Forskningsområde: Behandling af patienter med infektioner i centralnervesystemet.

Kai Lange   4.jpg

Tid til skulderforskning

Patientnær forskning er ikke ukendt for at overlæge Kai Lange, der i flere år har arbejdet med udviklingen af nye teknikker til bedøvelse af patienter før, under og efter operationer. 
Kai Lange er overlæge på Anæstesiologisk Afdeling, og har fået et af de fire kliniske forskningslektorater, som Nordsjællands Hospital har ved Københavns Universitet. De næste år er han sikret, at han får tid og rum til sin forskning.

- Mit videnskabelige fokus er at gøre patienter smertefri før, under og efter operationer. Det vil vi gøre ved at udvikle metoder, som er styrbare, og som kun påvirker den del af kroppen, der skal opereres. Det er vigtigt for os, at resultaterne fra vores forskning også kan anvendes klinisk, siger Kai Lange.

Forskning til gavn for patienterne fortsætter

- For tiden arbejder vi sammen med Ferrosan Medical Devices om en elektronisk pumpe og et doseringsregime, som skal forbedre smertebehandlingen for operationspatienter på hospitalet og i hjemmet.  Vi arbejder også sammen med DTU og Rigshospitalet om at udvikle et nyt lokalbedøvelsesmiddel. Vi er også i gang med at søge penge til et projekt, hvor vi vil optimere bedøvelsen af patienter med sukkersyge, siger Kai Lange.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor