Når Nyt Hospital Nordsjælland om få år slår dørene op, kan patienter og personale stadig nyde godt af duften af hjemmebagt brød og nærende mad tilberedt fra bunden. Det er nemlig blevet muligt at skabe et delproduktionskøkken inden for de planlagte rammer allerede nu.
En af dem, som jubler over den gode nyhed, er køkkenchef Helle Steen Petersen:
- Det har hele tiden være meningen, at der skulle etableres et produktionskøkken efter indflytningen, men at det bliver muligt allerede nu, er en fantastisk nyhed. Det gør mig virkeligt glad, at vores dygtige køkkenpersonale kan flytte med over på det nye hospital og fortsætte med at servere nærende og grøn mad.
Gode løsninger i godt samarbejde
Også hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth er glad for udsigten til, at Nordsjællands Hospital kan servere hjemmelavet mad i fremtiden.
- Vi har gennem årene arbejdet på at finde løsninger, som skulle give plads til et produktionskøkken, og nu er det altså lykkedes gennem et kreativt samarbejde mellem køkkenet og vores arkitekter. Både patienter og personale får glæde af, at vores gode kolleger i køkkenet kan fortsætte med at tilberede velsmagende mad med fokus på lokale råvarer, siger Bente Ourø Rørth.
Behovene ændrer sig
Ændringer i patienternes behov har også været med til at gøre køkkenet muligt. Nye analyser viser, at flere patienter er indlagt i kortere tid, samtidig med at hospitalet omlægger til mere sammedagskirurgi og flere ambulante forløb, som betyder, at færre patienter har brug for mad hele døgnet. Det ændrer behovet for køkkenets produktion betydeligt.
Delproduktionskøkken laver mad fra bunden
Køkkenet på Nyt Hospital Nordsjælland bliver et såkaldt delproduktionskøkken. Køkkenet kan tilberede en stor del af forplejningen fra bunden, og der bliver også plads til et lille bageri. Foruden patientforplejninger bliver der kapacitet til at levere mad til kantinen til personale, pårørende og andre besøgende. Køkkenet etableres inden for det eksisterende areal og budget.
Når Nyt Hospital Nordsjælland tages i brug om et par år, bliver det med et delproduktionskøkken i servicebyen, som ses ved det fjerneste kløverblad, og som er forbundet med hospitalet via en 129 meter lang tunnel. Foto: Jonathan Grevsen, NCC.