Kan malariaprotein afsløre kræftceller hos tarmpatienter?

​I samarbejde med Københavns Universitet gennemfører Kirurgisk afdeling og Klinisk biokemisk afdeling på Nordsjællands Hospital et forskningsprojekt for at afprøve en ny metode til at påvise cirkulerende cancerceller i blodet. 

Vent...

Hos mange kræftpatienter er der cirkulerende tumorceller (CTC) i blodet. Men hvis lægerne kan isolere kræftcellerne fra blodets celler, så kan det i fremtiden få betydning for screening, diagnostik og vurdering af prognosen ved kræft.

Nu undersøger læger fra Nordsjællands Hospital, om de kan isolere CTC hos patienter med tarmkræft. Og perspektiverne for metoden rækker længere endnu.

– Hvis metoden også kan identificere de screeningspatienter, der ikke har forstadier eller tarmkræft, vil man måske i fremtiden med blot en blodprøve kunne spare op til 10.000 personer årligt for en koloskopi, siger forskningsansvarlig overlæge Anders Bertelsen, Kirurgisk Afdeling.

Den nye metode indebærer at CTC binder sig til et malariaprotein. For at isolere CTC beklædes mikromagneter med malariaproteinet, og CTC kan så isoleres, når de har bundet sig til magneterne. Metoden er udviklet på Københavns Universitet. 

Selvom den nye metode virker lovende, er der lang vej til, at den eventuelt kan bruges i daglig klinisk praksis. Dertil kræves studier med meget større antal deltagere.

I første omgang undersøger lægerne, om metoden kan påvise CTC hos 30 patienter, der opereres for tarmkræft. Hvis CTC kan påvises med den nye metode hos disse patienter, vil den blive evalueret hos 100 patienter med positiv afføringsprøve for blod i det nationale tarmkræftscreenings-program. Projektet forventes afsluttet inden nytår 2018/2019.

CTC i blodet medfører ikke altid, at der er eller senere kommer spredning af kræft til andre organer. Oftest går CTC heldigvis til grunde og nedbrydes af kroppen.

Forskningsprojektet sker i samarbejde med Center for Medicinsk Parasitologi, Københavns Universitet.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor