Gå til hovedindhold

​​Camilla Vandborg varetager udskrivelsessamtaler på Kardiologisk Afdeling og er begejstret for at kunne dokumentere under samtalen. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

”Jeg skriver lige, hvad vi har aftalt”

​Camilla Vandborg fra Kardiologisk Afdeling er blevet så glad for at bruge arbejdsstationen på nyt hospital-enestuen til udskrivelsessamtaler, at hun nu tager computer med og dokumenterer under alle sine samtaler om udskrivelser.​

Vent...

​​

- Vi er enige om, at jeg efterspørger morgenbesøg og hjælp til bad og toiletbesøg? spørger fysioterapeut Camilla Vandborg og kigger op fra computeren på de to pårørende, der nikker.

Patienten, Flemming, skal hjem i morgen og har ikke tidligere haft hjemmepleje, så der er en del at gennemgå vedrørende forhold i hjemmet, medicin og hjælpemidler. Hans hustru, Annelise, vil gerne kunne gå til læge og tandlæge.

- Du skal med ro i sindet kunne gøre alt det, du plejer. Jeg skriver til kommunen om at komme morgen, formiddag, middag og aften. Er I trygge ved det? spørger Camilla Vandborg.​

Hurtig adgang til systemerne​

Alle afdelinger med sengeafsnit på Nordsjællands Hospital har fået etableret en 'NHN-enestue', hvor medarbejderne blandt andet kan øve sig i at dokumentere på stuens arbejdsstation, herunder også udskrivelser.

For Camilla Vandborg er erfaringerne med at dokumentere på stuen sammen med patienten så gode, at hun nu gør det med alle sine patienter. Og ikke kun på de såkaldte NHN-stuer:​

 

​Det falder naturligt at klare telefonopkald med det samme, og bagefter skal Camilla Vandborg ikke huske, hvad der er aftalt på stuen, fordi dokumentationen er klaret. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.​


- Efter at jeg er begyndt at bruge arbejdsstationen eller WOW (Workstation On Wheels), er det blevet naturligt at ringe om for eksempel hjælpemidler med det samme. Før i tiden ville jeg have ringet, når jeg var tilbage på kontoret, tilføjer hun.

Under samtalen slår hun også op i systemet, hvad Flemming har spist de seneste dage og bruger det som udgangspunkt for at tale med ham om behov for hjælp til kost i hjemmet.

- Det er virkelig fedt, at jeg kan slå ting op, mens vi taler. Ofte kan patienterne ikke selv huske, hvad de har spist, så det giver også et bedre grundlag for samtalen.

​Giver megagod mening

Patienten og hans pårørende er også glade for den tidstro dokumentation:

- Det er helt fint, at hun taster ind, mens hun taler med os. Det føles trygt, at vi kan følge med i, hvad der bliver skrevet, siger de.

For Camilla Vandborg, der står for mange af afdelingens udskrivelsessamtaler, giver det med egne ord "megagod mening":

- Jeg elsker grundigheden i samtalen, når jeg ikke skal løbe til og fra. Jeg synes, det giver sådan en god nærhed og kontakt til både patienten og de pårørende, konstaterer hun.​​​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden