Hjerterehabilitering, der indebærer undervisning og træning, er et vigtigt element i det samlede behandlingstilbud for patienter indlagt med blodprop i hjertet. På trods af dette er det langt fra alle hjertepatienter, der tager i mod tilbuddet. Selvom der i Danmark er fri og lige adgang til sundhedstilbud, er der en social ulighed i, hvem der deltager i hjerterehabilitering.
Indtil nu har det været uklart, hvorfor det forholder sig sådan. Afhandlingens resultater tyder på, at lang rejsetid til rehabiliteringscentrene og faktorer som usund livsstil kan være barrierer, særligt hos patienter med en kort uddannelse.
Afhandlingen har titlen: Mechanisms of social inequality in cardiac rehabilitation attendance among patients with acute coronary syndrome: A mixed methods study.
Forsvaret finder sted mandag den 12. marts 2018 kl. 14.00 i Auditoriet på Nordsjællands Hospital - Hillerød. Forsvaret er offentligt tilgængeligt, og alle er velkomne.
Maria Pedersen er ansat på Kardiologisk, Nefrologisk og Endokrinologisk Afdeling.