Det var første gang, sygeplejerske Tenna Maj Jensen skulle måle blodsukker på et spædbarn.
- Det er nogle andre nåle, end man bruger til voksne, og det kan godt være lidt grænseoverskridende at prikke en baby i hælen. Jeg sagde til mig selv: "Hun er skrøbelig, men ikke så skrøbelig", genfortæller hun.
- Babyen gav kun et lille piv fra sig, og forældrene grinede lettet. Så nu kan jeg det, siger Tenna Maj Jensen.
Kollegaen, sygeplejerske Anita Vendelbo, gik lige i nærheden og ryddede lidt op på stuen.
- Jeg kunne se, at Tenna havde styr på det, så jeg holdt mig i baggrunden, for forældrene fanger lynhurtigt, hvem der er den erfarne. På den måde er det specielt at være ny medarbejder på Neonatal-afsnittet, hvor mor og far kigger med hele tiden og spørger ind til alt, hvad man gør, forklarer Anita Vendelbo.
De nye "ællinger" skal gå forrest
Neonatal-afsnittet på Børne- og Ungeafdelingen har i mange år været et sted, hvor sygeplejerskerne blev i årevis. De senere år er der sket et generationsskifte, så der er kommet mange nye til, hvilket har krævet en kulturforandring.
- Det har været svært for nye at komme ind, fordi der har været en stemning og kultur, der tilsagde, at man skulle være meget ydmyg og observere længe, før man prøvede kræfter med opgaverne. Det har vi prøvet at vende på hovedet for at give de nye plads til at vise, hvad de kan – i trygge rammer, fortæller oversygeplejerske Charlotte Sestoft.
Nye sygeplejersker får en mentor og er ikke en del af normeringen de første otte uger, og så bruger man "ællingemetoden": Normalt går andemor foran sine ællinger, men her skubbes ællingerne – de nye kolleger – forrest og opfordres til at gå først ind til patienterne og udføre plejeopgaver, mens deres erfarne kollega kigger med.
Fra voksenpsykiatri til tidligt fødte
Tenna Maj Jensen kommer med fem års erfaring fra voksenpsykiatrien, og det kan umiddelbart ligne et stort spring til Neonatal-afsnittet.
- Det kan føles lidt overvældende at træde ind i et helt nyt speciale, når man før var den, der blev spurgt til råds af de nye. Det bliver italesat på afsnittet, at vi skal huske ællingemetoden. Mine kolleger har været gode til at guide mig og give mig troen på, at jeg har været klar til opgaver, hvor jeg selv kunne være usikker på mine evner, siger Tenna Maj Jensen.
Og Anita Vendelbo er glad for at se sin nye kollega folde vingerne ud:
- Alle har jo noget at bidrage med. Lige om lidt er Tenna med sin baggrund i psykiatrien en kæmpe ressource for de familier her, som har det svært. Vi har jo også mødre med autisme eller OCD, hvor hun vil være en gave, selvom hun ikke har arbejdet med spædbørn før, siger Anita Vendelbo.