- Vi udskifter løbende vores senge på hospitalet, og jeg synes, det giver så god mening, at vi på denne måde kan vise solidaritet med befolkningen i Ukraine, siger projektleder Jakob Bonne Weisbjerg fra Facility Management på Nordsjællands Hospital.
I kælderen under Hjælpemiddeldepotet har akutlejer og senge stået linet op og ventet på at blive kørt til Ukraine. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.
Fra Region Hovedstadens Genbrug & Donation bliver udstyr, der ikke længere bruges på vores egne hospitaler, repareret og kvalitetssikret, og herfra tog en lastbil med 60 paller medicinsk udstyr samtidig afsted.
Siden 2022, hvor krigen begyndte, har Nordsjællands Hospital samarbejdet med nødhjælpsorganisationen Bevar Ukraine og sendt knap 300 hospitalssenge og madrasser afsted og dertil blandt andet kørestole, toiletstole og dropstativer. Udstyret bliver leveret direkte til hospitaler rundt omkring i Ukraine, så endnu flere syge og tilskadekomne kan modtage sengeliggende behandling.
Der er stor taknemmelighed fra nødhjælpsorganisationen over hospitalets bidrag. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.