Fremtidens miljøteknologer på besøg i Hillerød

​I samarbejde med Copenhagen Business Academy har 25 miljøteknologi-studerende været på besøg på Nordsjællands Hospital for at høre mere om hospitalets grønne profil.

Den 14. februar havde Copenhagen Business Academy flyttet undervisningen på studiet til Miljøteknolog til Nordsjællands Hospital. 
De 25 kommende miljøteknologer blev undervist i grøn drift og udvikling på Nordsjællands største arbejdsplads med særlig fokus på håndtering af miljø og affaldsressourcer. 

Driftsleder Helle Petersen og projektleder Bjørn Brix fra Facility Management (FM) modtog de engagerede og spørgelystne studerende, som fik et lærerigt indblik i hospitalets miljøstrategi, økologi, madspild, rengøringsmidler, affaldshåndtering mv. Undervejs var der også indlæg fra rengøringsleder Kristian Bertram og affaldskoordinator Lars Kofoed fra FM.  

Nordsjællands Hospital har de seneste år arbejdet strategisk og målrettet på at forbedre hospitalets grønne fodaftryk bl.a. ved at reducere hospitalets energiforbrug og øge mængden af økologi og andelen af affald der genanvendes. 

De kommende dage skal de studerende arbejde på konkrete løsninger til at øge genanvendelsen af hospitalets affaldsressourcer med fokus på Køkken og Rengøring. 
Netop øget genanvendelse er et centralt element i hospitalets grønne indsats de kommende år. 

Samarbejdet er kommet i stand som del af Symbiose Hillerød som Nordsjællands Hospital har været medstifter af sammen med Hillerød Forsyning, Novo Nordisk, Biogen og Berendsen. 

Symbiose Hillerød arbejder på at fremme bæredygtig innovation og vækst bl.a. gennem nye lokale samarbejdsformer og håndtering af fælles udfordringer. Copenhagen Business Academy er Danmarks største erhvervsakademi med et stort antal videreuddannelser.
Redaktør