Forskning og diabetes på Folkemødet

​Nordsjællands Hospital var til stede på Folkemødet i Allinge, hvor sundhed og forskning igen lå højt på dagsordenen.

Overlæge, dr med, klinisk forskningslektor Ulrik Pedersen-Bjergaard fra Kardiologisk, Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling var mødt op om lørdagen d. 18. juni for at debattere problemstillinger omkring diabetes, hypoglykæmi og kørekort.

Ulrik Pedersen-Bjergaard forklarer "Selvom der i dag findes flere gode behandlingsmetoder til at regulere forhøjet blodsukkerniveau, så hæmmer frygten for at miste kørekortet på grund af hypoglykæmi dialogen mellem personer med diabetes og behandler."

Øvrige deltagere i debatpanelet, som blev ledet af skuespiller Lisbeth Wulff, var Trine Wollenberg, direktør for Dansk Taxi Råd, Peter Hamborg Faabæck, ansvarlig for sundhed og forebyggelse i 3F, samt Svend Aage Madsen, formand for Mænds Selskab for Sundhed. 

Debatten var livlig og mundede ud i enighed blandt deltagerne om, at der er et behov for øget fokus på tillidsskabelse og forebyggelse ude på arbejdspladserne, så emnet ikke længere er så tabubelagt blandt medarbejderne.

Redaktør